Nummer 80 er inden for rækkevidde | Golf.dk
Tiger Woods begynder at ligne sig selv, og det kan ende med den første sejr siden 2013 i Valspar Championship.

Foto: Getty Images

Nummer 80 er inden for rækkevidde

11/03 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

For mindre end et år siden blev Tiger Woods arresteret sovende i sin bil i en vejkant nær bopælen i Florida, pumpet op på en hårdtslående cocktail af receptpligtig medicin. Mange måneder senere udtalte han, at karrieren kunne være slut.

Men her er han, tilbage i kampen om sejren på PGA Touren. Woods går ind til finalerunden i Valspar Championship ét slag fra førstepladsen, med en glimrende chance for at vinde sin 80. titel på PGA Touren.

På en og samme tid virker det både helt naturligt og utænkeligt, at vi er kommet hertil. Det er mere end fire et halvt år siden Tigers seneste sejr, og siden dengang er de fleste forsøg på at spille turneringer endt i tåkrummende skuffelser. På Innisbrook Resort ligner han igen manden, der vandt 14 majors.

Woods lagde ud med et vildt drive på første hul – noget han har gjort til en vane – men han formåede at redde par. Derfra kom der andre boller på suppen. På hul ni chippede han i hul for birdie for at bringe sig tre under par for dagen. Den blev fulgt op med et langt birdieputt på hul 10.

For anden dag i træk kunne Woods nøjes med en enkelt bogey, og den kom på en runde i 67 slag, -4. Alle dele af spillet synes at fungere, og det bliver reflekteret i stillingen. Med en total i -8 er den 42-årige amerikaner på en delt andenplads med Brandt Snedeker og Justin Rose. De er et slag fra canadieren Corey Conners i front.

Inden comebacket var der tvivl om Tigers korte spil, men det har han gjort til skamme. Der var tvivl om, hvorvidt han igen kunne måle sig med de unge kanoner fra tee, men lørdag fik han målt en swingspeed på 129,2 mph, den hurtigste af alle på PGA Touren i denne sæson. Det fra manden med fire rygoperationer bag sig.

Gennem sine mange problemer blev det med tiden en generel antagelse, at Woods var færdig på toppen, men vi burde vide bedre. Gennem en årrække rykkede han grænserne for det mulige på en golfbane, og det er han måske på vej til at gøre igen.

Woods og Snedeker slår ud sammen klokken 19.50 dansk tid. Ti minutter senere går førerbolden med Rose og Conners på banen.

Du kan se med på C More Golf.

Link til stillingen

User Comments:

  • Det er da det vildeste comeback!! Håber alle.....

    11/03 - 2018 | Morten Holm

    Der dømte ham ude osv kan se hvilken ufattelig sportsmand den mand han er. Nu. Go Tiger!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer