Nu kan de se en ende på mange års våde lidelser | Golf.dk
Klubmanager Marin Libak kører en tur på banen i Fredericia - sådan som den lidt for ofte har taget sig ud. Nu er der bedring i sigte.

Foto: Peter Leth

Nu kan de se en ende på mange års våde lidelser

06/08 - 2020 | Henrik Søe

Søer på fairways og mudder op til anklerne. Sådan har vilkårene efterhånden været i mange år for både golfspillere og greenkeepere i Fredericia Golfklub. 

Men efter mange års træden vande - også i bogstaveligste forstand - kan Fredericia Golfklub nu omsider se frem til at få løst et banens store problemer: Manglen på dræn. 

Inden vi kommer til den gode nyhed om, at klubben har fået bevilget 4 millioner kroner til et omfattende drænprojekt, som formentlig er det største nogensinde i Danmark på en eksisterende bane, tager vi lige et historisk tilbageblik. 

Banen i Fredericia er anlagt i starten af 1990'erne på tidligere landbrugsjord med snart 100 år gamle drænrør, og undergrunden består i vidt omfang af såkaldt Lillebælt-jord. En særdeles tung lerjord - og en greenkeepers værste mareridt. 

Og den kombination er bestemt ikke optimal, når der kommer meget vand fra oven. 

- Historien går på, at da man i sin tid byggede voldene i Fredericia, så hentede man det øverste muldlag fra de jorde, vi ligger på, siger klubmanager Martin Libak, som dog understreger, at den historie ikke er 100 procent valideret.

Ikke desto mindre giver jordbundsforholdene store problemer for klubben, der blev anlagt i starten af 90’erne med et beskedent budget.  

- Da man anlagde banen, var det et pionerprojekt med et budget på 5-6 millioner kroner, og det gav ikke mulighed for at etablere drænsystemer, som man kender det fra nye baner i dag, fortæller Martin Libak. 

- Drænet på banen har bestået af gamle lerrør - landbrugsdræn fra 30’erne. Vi har prøvet at rense dem op, men har konstateret, at de simpelthen var ikke eksisterende. Så vi har faktisk ikke haft noget dræn, og det har især haft betydning for den nordlige del af banen. Når der kommer et af de efterhånden mange skybrud og jorden er fyldt op, lægger vandet sig ovenpå, og så går man rent ud sagt rundt i et badekar, fortæller han. 

- Og det betyder, at vi er afhængige af vind og sol, så vandet kan fordampe. 


Klubmanager Martin Libak på puttinggreen på en våd dag. (Foto: Martin Leth) 

Hvor andre bedre drænede baner måske har været nødsaget til at lukke banen i en enkelt eller to dage efter et skybrud, har man i Fredericia flere været tvunget til at lukke i meget længere tid. Med konsekvenser for såvel medlemmer, greenfee-indtægter og arrangementer. 

- Vi har været oppe på at lukke i 10-14 dage, før den er blevet klar igen. Og vi har også måtte aflyse firmaarrangementer og company days, fordi det har været for vådt. Det har ikke været holdbart, men det har været vores vilkår, siger Martin Libak. 

For en række år siden indledte man en dialog med kommunen - som ejer jorden - om at få gjort noget ved problemerne.  Og rent faktisk var det klubbens strategi om at være mere end end en golfklub i byen, der hjalp den proces på vej. Man etablerede samarbejde med både Ældre Sagen, Diabetesforeningen og en sammenslutning af patientforeninger, og i 2018 vandt Fredericia Golfklub prisen som årets senioridrætsklub i kommunen. 

- Kommunen fik øjnene op for, at golfklubben ikke bare var et sted, hvor folk kom og spillede golf, og jeg tror det hjalp os, siger Martin Libak. 

En anden ting, som også bevirkede, at klubben kunne sætte gang i dræningsprojektet, var faktisk coronakrisen. Golfklubben var med i kommunens budgetter, men stod så at sige på ventelisten. Men da coronakrisen ramte og anlægsloftet blev fjernet, kom der gang i sagerne. 

- Det er ikke til at sige, hvor langt nede vi stod på listen over prioriteringer, men kommunen havde et mål i 2020 om at forbedre idrætsfaciliteterne, og så fik vi bevilget 4 millioner kroner til projektet fra corona-beskæftigelses-midlerne.  


Sådan ser det ud, når maskinerne lægger dræn i banen (Foto: Fredericia Golfklub)

Pengene skal bruges i 2020, og entreprenøren er allerede i fuld gang med at nedlægge de i alt 30 kilometer drænrør. Man startede i starten juni på driving range og er nu så godt som færdige med bag-ni, som med 10 kilometer drænrør er den mindste del af projektet. Og nu kommer turen så til de første ni huller. 

Klubben holder et hul lukket ad gangen og har fået dispensation fra DGU til at handicapregulere på 17 huller - og medlemmerne udviser stor forståelse og tager det hele med ophøjet ro, fortæller Martin Libak. 

Den samlede pris for projektet lyder på 5,5 mio. kroner, og klubben håber at kunne holde budgettet, men det afhænger blandt andet af, hvor mange sten, der gemmer sig under overfladen. 

-  Hver gang kædegraveren sætter sig fast i en sten, stopper maskintoget, og så skal der en gravko over for at grave stenen op, før arbejdet kan fortsætte. For hver sten vi finder, koster det 560 kroner, og jeg kan godt være en lille smule bekymret, for indtil videre har vi fundet 400 sten, siger Martin Libak, der fortæller, at man har sat en halv million af til uforudsete omkostninger. 

- Jeg tror entreprenøren havde en idé om, at han ikke skulle inkludere det i tilbuddet, for klubben ligger trods alt på Stenhøjvej, siger Martin Libak med et grin og tilføjer, at han har en tro på, at der ikke er helt så mange sten på for-ni, da det ligger på landbrugsjord, som har været dyrket i mange år.  

Hvis alt går efter planen, regner klubben med at blive færdig med drænprojektet i 2020 - og på den måde blive klar til at forlænge sæsonen næste år. 

- Vi kommer nok ikke til at kunne holde vinteråbent, men det vil forhåbentlig betyde, at vi undgår de lange lukketider og samtidig kan lægge en måned mere til i hver ende af sæsonen, siger Martin Libak. 

Også greenkeeper-staben glæder sig over udsigten til et velfungerende drænsystem. 

- Tidligere brugte vi mange overarbejdstimer på at klippe græsset, når vinteren var overstået. Vi kørte i døgndrift for at finde banen frem til medlemmerne igen. Nu får vi tid til også at forbedre banen andre steder for eksempel ved at udbygge vores teesteder. Det har vi aldrig haft tid til før, siger chefgreenkeeper Martin Sørensen til greenkeeper.dk og tilføjer.

- For os greenkeepere er dræningen det største, der er sket, siden golfbanen åbnede i starten af 90’erne.

User Comments:

  • Spændende Udvikling ang. dræn i FGC

    06/08 - 2020 | Gert Bøje Christiansen

    Det var særdeles tiltrængt. Stor tak til Corona som altså også på denne måde pludselig kommer til at medvirke til noget forhåbentlig særdeles positivt. Stor tak til Fredericia kommune for at vælge os til en så fin bevilling. Fantastisk at det kan laves uden større problemer end vi har set indtil nu. Det er sat hurtig i gang og går også hurtigt, takket være "4 dages uge" med arbejde på banen og 1 hul lukket af gangen smart. Og så har vi 3 dage - Fredag, lørdag og søndag med hele banen åben, smart. Glæder mig til at se om det ovenfor omtalte holder stik? At vi måske kan få udvidet åbning af sommerbane med en måned ekstra i både foråret og igen i efteråret, det kan da kun blive godt. Hvor tit har vi ikke kørt forgæves ud til golf banen, for at se den stå under vand og være uspillelig Mon det får indflydelse på vores Greens også-det kunne være rart? M.v.h. En golfspiller der har set frem til et sådant tiltag i 10 år. Gert Bøje Christiansen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:690,083
  • Unique Visitor:78,680
  • Registered Users:157,261
  • Unregistered Users:31,183
  • Blocked Users:12,354
  • Published Nodes:14,959
  • Unpublished Nodes:254
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.237.71.23
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,909
    • This week:145,667
    • This month:479,452
    • This year:690,233

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk