Nu får Philadelphia også en major | Golf.dk
Aronimink, som er tegnet af Donald Ross, bliver efter alt at dømme vært for PGA Championship i 2027.

Foto: Getty Images

Nu får Philadelphia også en major

14/11 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

De har travlt hos PGA of America.

Amerikanske medier skriver nu, at Aronimink Golf Club i Philadelphia får PGA Championship i 2027 og Women's PGA Championship i 2020.

Såfremt det bliver officielt bekræftet vil det betyde, at organisationen har offentliggjort tre fremtidige PGA Championship-værter i løbet af et par uger.

The Olympic Club er offentliggjort som vært i 2028 (og Ryder Cup-bane i 2032), Valhalla ventes snart bekræftet som PGA Championship-bane i 2024, og nu ligger Aronimink altså til at få PGA Championship i 2027.

Arrangørerne mangler stadig at fortælle, hvor turneringen skal holdes i 2025 og 2026, men set i lyset af den senere tids planlægningsiver kan det være, at den besked også kommer snart.

Aronimink har længe været anset som en af USA's bedste og sværeste baner. Danske tv-seere kender den kun fra AT&T National på PGA Touren, som banen lagde græs til i 2010 og 2011.

Banen har kun været vært for en herremajor en enkelt gang. I 1962 blev PGA Championship spillet på banen med Gary Player som vinder.

Den anden amerikanske major, som skifter bane hvert år, er stort set lige så langt fremme i sin planlægning. Der er sat navn på US Open-baner til og med 2027.

Til gengæld er R&A ikke nær så langsynet, når det handler om at annoncere Open-værtsbaner.

Indtil videre har man kun sat navn på værtsbanerne til og med 2020 - omend det vil være et stort chok, hvis ikke St. Andrews får The Open i 2021, når mesterskabet har 150 års jubilæum.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer