Norsk sejr og danske niendepladser i Australien | Golf.dk
Marianne Skarpnord vandt for fjerde gang på LET i Australien, hvor hun er bosat en del af året.

Foto: LET

Norsk sejr og danske niendepladser i Australien

24/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

De to danske finalister i The Pacific Bay Resort Australian Ladies Open sluttede side om side, men de er sandsynligvis taget fra Bonville Golf Resort med meget forskellige følelser omkring resultatet.

Nicole Broch Larsen fik en birdie på 72. hul, mens Nanna Koerstz Madsen sluttede turneringen med en doublebogey.

Det var Koerstz Madsen, der så ud til at skulle have det bedste resultat med fra New South Wales. Hun startede dagen på niendepladsen, og trods en bogey på første hul var den 24-årige to slag under par efter fire huller. Hun nåede også til tre under par for dagen og i nærheden af podieplaceringerne, inden dagens første doublebogey på 12. hul. Med den anden double på 18., blev det til en runde i par og en total i -1.

Broch Larsen var i par efter 54 huller, og hun afvigede aldrig mere end et enkelt slag fra den score. Med den afsluttende birdie blev det til en 71'er. 

De to danskere sluttede syv slag fra vinderscoren. Finalen var tæt og spændende. På et tidspunkt blev førstepladsen delt mellem fem spillere, men i sidste ende var det norksle Marianne Skarpnord, der løb med sejren i -8. Hun vandt med to slag ned til Nuria Iturrios og Hannah Green på andenpladsen.

Med den fjerde sejr i karrieren på LET, den første i seks år, rykker Skarpnord op på førstepladsen på Order of Merit.

På den liste gav ugens resultat også gode point til de to danskere. Broch Larsen på fjerdepladsen efter sæsonens to første turneringer; Koerstz Madsen er nummer syv. Mere essentiel er kampen om pladserne på Solheim Cup-holdet. På den liste er Broch Larsen nu nummer 13 og Koerstz Madsen nummer 25.

Link til resultatet 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer