Nordqvist vinder sjaskvådt omspil | Golf.dk
Brittany Altomare og Anna Nordqvist endte i omspil efter at have gået dagens bedste runder i 66 slag. Svenskeren løb med sejren i sidste ende.

Foto: Getty Images

Nordqvist vinder sjaskvådt omspil

17/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Starten på Evian Championship er ikke værd at huske på, men afslutningen blev mindeværdig. Torsdag blev det besluttet at forkorte årets sidste major til 54 huller, men den kontroversiele beslutning til trods udviklede det sig alligevel til et rigtigt mesterskab.

Seks spillere var inden for tre slag af Moriya Jutanugarns førsteplads ved finalerundens start, og med få huller igen var fem spillere helt lige.

Anna Nordqvist var seks under par og alene i spidsen, indtil hun lavede bogey på afslutningshullet. Det bragte svenskeren tilbage side om side med Jutanugarn, Katherine Kirk, Lydia Ko og Brittany Altomare i -9.

Amerikaneren Altomare kom i klubhuset i samme score som Nordqvist, og derfra kunne de se konkurrenterne snuble på de afgørende huller. Først lavede Kirk bogey på hul 16, og senere mistede Ko og Jutanugarn muligheden for at blive del af omspillet med bogeys på hul 18.

I omspillet væltede det ned med regn og hagl, og det påvirkede spillet. Ligesom på 72. hul lavede Nordqvist bogey, men det var nok til sejren, da Altomare indkasserede en doublebogey.

Det er 30-årige Norqkvists anden majorsejr, og den kommer året efter hun på kontroversiel vis tabte et omspil om US Women's Open efter tv-billeder kunne dokumentere, hun berørte et par sandkorn i en bunker.

- Jeg prøver stadig at få pusten og blive varm igen. Jeg er bare helt mundlam lige nu, og det sker normalt ikke, sagde vinderen i presserummet.

For Nicole Broch Larsen blev det til et nyt flot resultat på Evian Resort Golf Club, hvor hun sluttede på 11. pladsen for to år siden. Den 24-årige dansker gik ind til finalerunden på 15. pladsen, og efter seks bogeys, to birdies og en eagle blev det til en 73'er og en delt 18. plads.

Broch Larsens imponerende debutsæson på LPGA Touren har bragt hende frem til nummer 61 på pengelisten inden denne uge, og hun kan se frem til et spring fremad, når ugens præmie på 34.142 euro bliver talt med i det samlede regnskab.

Link til resultatet

User Comments:

  • Det var så fedt!

    18/09 - 2017 | jess Krelskov

    Kæmpe stort tillykke med din anden major sejr. Både de danske og svenske golfpiger er for seje. Hilsen www.golfsverige.dk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer