Nordjyderne dominerede på DGU Elite Tour | Golf.dk

Nordjyderne dominerede på DGU Elite Tour

26/08 - 2019 | Kasper Ørkild

Der var masser af talentfulde danske golfspillere på banerne i weekenden, da DGU Elite Tour III blev afholdt for herrer, damer, drenge og piger.

Hos herrer og damer var der nordjysk dominans.

Ved KGC Masters dystede aalborgensiske Hamish Brown og Malthe Lausten fra Brønderslev om sejren for herrene. Den sikrede landsholdsspilleren Brown med en finalerunde i 68 slag og et slutresultat på -10 - ét slag foran Lausten.

Hos damerne vandt Sofie Kibsgaard fra Morsø Golfklub med stor sikkerhed. Hun havde således fire slag ned til Linette Holmslykke fra Vejle Golf Club. På Henne Golfklub endte Kibsgaard nemlig i -8. Sejren blev i den grad støbt på første runde, hvor turneringens laveste runde i 66 slag blev begået af morsingboen.

På Henne Golfklub blev pigernes afdeling af DGU Elite Tour III også afgjort, da Natacha Høst Husted vandt i en samlet score på +2. 

I Kalundborg dystede drenge i U22-rækken. Her sejrede Kasper Berg fra Kokkedal Golfklub. Trods en finalerunde i tre slag over par - med en double bogey på 17. hul - endte han i -2 og vandt dermed med to slag ned til sin tætteste forfølger.

Se drengenes stilling her.

Se herrenes stilling her.

Se pigerne og damernes stilling her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer