Niklas Nørgaard Møller nærmer sig toppen af Nordic League | Golf.dk
Niklas Nørgaard Møller har chancer for sejren på Nordic League i Norge.

Niklas Nørgaard Møller nærmer sig toppen af Nordic League

20/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I 2018 krævede det lidt over 30.000 euro at slutte i top-5 på Nordic League og opnå forfremmelsen til challengetouren. Niklas Nørgaard Møller har allerede krydset 18.000 efter sæsonens femte top-10 placering kom i hus i Gamle Fredrikstad Open.

Nørgaard Møller har excelleret i det svenske på det seneste. Tre andenpladser i træk blev fulgt op af en 11. plads, og torsdag eftermiddag rundede han af med en runde i 70 slag for en delt tredjeplads i det sydlige Norge.

Danskeren gik ind til finalerunden på en delt andenplads, tre slag fra førstepladsen, og med birdies på dagens to første huller steg chancerne for karrierens første sejr på Nordic League markant. De styrtdykkede igen med en doublebogey på syvende hul.

To sene birdies gav -2 for dagen og 11 under par samlet. Nørgaard Møller slutted tre slag fra vinderen Åke Nilsson.

Nicolai Kristensen fik også en top-10 placering med fra Fredrikstad. Tre birdies og en bogey på tredje runde førte til en 70'er, en samlet score i -9 og en delt ottendeplads.

Med en flot finale i 68 slag spillede Andreas Lunding sig frem til en delt 18. plads. I -5 sluttede han et slag bedre end Victor Østerby og Nicolai Oxenbøll på 22. pladsen. 

Mikkel Bergmos blev nummer 36 efter en 70'er, og med en runde i par sluttede Peter Launer Bæk på 42. pladsen.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer