Niklas Nørgaard Møller jagter sejren
Det bliver en spændende søndag for dansk golf, for det er ikke bare på Europatouren, at en dansk golfspiller jagter sejren. Også på Challenge Touren er chancen for en dansk sejr til stede. Mens Joachim B. Hansen kæmper for sin første sejr på Europatouren i Sydafrika, skal 28-årige Niklas Nørgaard Møller slås for sin første sejr på Challenge Touren.
Det sker i Challenge Tourens Grand Final på T-Golf & Country Club på Mallorca, hvor kun årets 45 højst rangerede spillere har fået adgang, heriblandt to danskere, Niklas Nørgaard Møller og Martin Leth Simonsen.
Mens Simonsen har spillet jævnt og efter tre runder ligger nr. 32 i samlet en over par, har Nørgaard Møller efter strålende spil bragt sig på 2. pladsen, blot et enkelt slag efter den førende tysker Alexander Knappe, der var fløjet ud af startblokken med runder i 68 og 63 slag. Til gengælde viste Knappe visse svaghedstegn i 3. runde, som han gik i 72, en over par, bl.a. med en ærgerlig bogey på sidste hul.
Bogeys har en meget stabil Nørgaard Møller blot haft to af på de første tre runder, mens 11 birdies har bragt ham til 9 under par efter runderne 67, 68 og 69. Knappe og Nørgaard Møller skal spille i søndagens førerbold sammen med svenske Robin Petersson, der er 8 under sammen med to andre spillere. Det er i det hele taget så tæt i toppen af leaderboardet, at alt endnu kan ske under søndagens runde.