Niklas Nørgaard Møller i førerbold | Golf.dk
Niklas Nørgaard Møller har chancer for sejren på Nordic League i Norge.

Niklas Nørgaard Møller i førerbold

24/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Sæsonen har været rig på topresultater for Niklas Nørgaard Møller. Tre andenpladser og en tredjeplads er det blevet til, og den imponerende række resultater har bragt ham frem til femtepladsen på Nordic League.

I Borre Open syd for Oslo trækker det op til en nyt stort resultat af den langtslående dansker, for efter to runder er Nørgaard Møller kun et slag fra førstepladsen.

Runder i 67 slag tirsdag og onsdag giver en samlet score i -12 og en delt andenplads med Hampus Bergman. Nummer ét på Nordic League, Christopher Sahlström er på førstepladsen i -13.

De tre spillere slår ud til de afgørende 18 huller på Borre Golfklubb klokken 09.30, og Nørgaard Møller er ikke den eneste dansker, som spiller med om sejren. 

Amatøren August Thor Høst har ikke lavet en eneste bogey i løbet af de første to dage, og med en total  -11 har han del i fjerdepladsen.

Fra en delt 10. plads i -8 har Oliver Percy-Smith også chancer for at gøre sig gældende. 

11 af 17 danske deltagere klarede cuttet i par.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer