Niklas Nørgaard Møller holder fanen højt i Sverige | Golf.dk
Niklas Nørgaard Møller er eneste dansker i top-10 under ugens turnering på Nordic League i Sverige.

Foto: Getty Images

Niklas Nørgaard Møller holder fanen højt i Sverige

16/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Danskerne har fået en fin start på årets Nordic League. Efter de første syv tællende turneringer ligger både Morten Ørum Madsen, Nicolai Kristensen og Oliver Hundebøll i top-10.

Denne uge er turen gået til Sverige og TanumStrand Fjällbacka Open. 22 danskere er til start på Fjällbacka Golfklubb, men kun Niklas Nørgaard Møller er med helt i toppen.

Nørgaard Møller er nummer 24 på Nordic League, og efter et udlæg i 67 slag har han fået et godt udgangspunt for at forbedre den placering. Seks birdies, to bogeys og en score fire under par rækker til en delt fjerdeplads med en række svenskere. 

Der er også svensk helt i toppen. Christopher Feldborg Nielsen lagde sig i spidsen med en 65'er, og han fører med et slag ned til Erik Nordlund og Daniel Palmqvist.

40 spillere var under par på første runde. Seks af dem er danskere. Udover Nørgaard Møller gælder det Victor Østerby, Jakob Kollerup, Jeppe Kristian og Jesper Gunder Larsen. Alle gik de banen i i 69 slag og deler 16. pladsen. Derudover finder man Keen Bernberg på en delt 30. plads i -1.

Se de øvrige danskeres placeringer her  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer