Nicole Lørup henter første sejr på college | Golf.dk
På billedet fejrer Nicole Lørup sejren ved Palmette Intercollegiate. Nu har hun fordoblet sin titelhøst i USA.

Foto: Troy University Athletics

Nicole Lørup henter første sejr på college

16/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tirsdag sluttede Palmetto Intercollegiate på Turtle Point Golf Course i South Carolina, og det var en dansker, som kunne strække armene i vejret, da det sidste putt var slået.

Nicole Lørup fra landsholdets observationstrup er blot et af en række store talenter med tilknytning til Smørum. Hun har valgt at udvikle sit spil på Troy University i Alabama, og i sit første år spillede hun sig til tre top-10 placeringer og blev kåret Sun Belt Conference Freshman of the Year.

Lørup er fortsat med at imponere efter starten på det nye skoleår. De to første turneringer førte en 12. plads og en femteplads med sig, og tirsdag opnåede hun så den amerikanske karrieres foreløbige højdepunkt.

Danskeren åbnede turneringen med en runde i par og spillede sig derefter til tops i stillingen med turneringens bedste runde i 65 slag. Syv birdies og 11 pars gav en ny banerekord, og skolens coach, Randy Keck, var ikke det mindste overrasket over storspillet.

- Hun har været tæt på at levere noget specielt i lang tid. I dag gav hun bare slip på det hele og fyrede den af. Hun var ikke i nærheden af at lave en bogey hele dagen, og hendes ball-striking var fuldstændig utrolig. Det var ret fantastisk at se.

Under tirsdagens finale var Lørup et slag over par efter syv huller, men så producerede hun fire birdies i løbet af de næste seks for at skabe hul ned til forfølgerne. 

Det blev til en runde i 70 slag, en samlet score i -9 og en sejr på tre slag ned til Brigitte Thibault fra Fresno State.

Tidligere har Lørup vundet Solvogn Pokalen i Odsherred og Tulip Golf Challenge i Holland. Sejren i Palmetto Intercollegiate er hendes tredje titel i en turnering tællende til amatørernes verdensrangliste.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer