Nicole holder sig til i toppen | Golf.dk
Nicole Broch Larsen har foretaget ændringer i svinget for at skåne lænden og samtidig få mere tryk i bolden. Det virker efter hensigten i årets første turnering på LPGA Touren.

Foto: Getty Images

Nicole holder sig til i toppen

26/02 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

To danskere var helt med fremme efter de første 18 huller ved Gainbridge LPGA, og når det går løs i weekenden på Lake Nona i Orlando, vil de to danske spillere stadig være ned i kampen om topplaceringerne. 

Især Nicole Broch Larsen ligger godt til. Den 27-årige fra Hillerød gik på banen klokken 13.27 dansk tid fra 10. tee, kort efter solopgang i Florida, og med to birdies på de første ni huller forbedrede hun det udgangspunkt, som torsdagens 68’er havde givet.

Broch Larsen nåede at give de to slag tilbage på bag-ni, inden en afsluttende birdie gav en runde i 71 slag, -1. I samlet -5 er hun på en delt femteplads klokken 19.45, mens de sent startende er på vej på banen.

Der er fem slag op til Lydia Ko på førstepladsen. Den 23-årige fra New Zealand kom et skridt nærmere sin første sejr i små tre år, da hun med seks birdies og tre bogeys kom rundt i 69 slag. Den tidligere verdensetter er 10 under par og et slag foran verdens nummer fire, Nelly Korda.

Nanna Koerstz Madsen var på andenpladsen i -5 ved dagens start, og få huller efter en bogey på første hul var den amerikansk bosiddende dansker et slag under par for runden. Det var hun helt frem til 12. hul, og helt frem til 17. hul holdt hun sig i par for dagen. Desværre blev det til bogeys på de to sidste huller for en 74’er.

I samlet -3 kom Koerstz Madsen i klubhuset i top-15, så selvom scoren ikke kunne måle sig med den indledende 67’er, har hun alle muligheder for at gøre sig gældende i toppen i løbet af de afgørende 36 huller.

I hvert fald bliver der ikke sået tvivl om de to danskeres deltagelse i weekenden, og der er en chance for, at Annika Sörenstam også får to runder mere i benene. Den 50-årige svensker, som spiller sin første tællende turnering i 13 år, gik anden runde et slag under par. I skrivende stund er hun lige på vippen til at klare sig videre med en total i +2.

Følg stillingen her

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk