Nicole holder fast i top-20 | Golf.dk
Nicole Broch Larsen er en runde fra sin tredje top-20 placering ud af fire mulige på LPGA Touren i Asien.

Foto: Getty Images

Nicole holder fast i top-20

09/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

14 runder er tilbagelagt i LPGA Tourens asiatiske turneringsserie, en resterer. I løbet af en travl måned har Nanna Koerstz Madsen hentet en sjetteplads og en 12. plads. Nicole Broch Larsen kan fremvise en 16. plads og en 20. plads. Resultaterne har været med til at bringe de to danskere helt frem som nummer 70 og 88 på verdensranglisten, med Koerstz Madsen bedst placeret.

Broch Larsen får en chance for at lukke en del af hullet op til sin landsmand søndag, for mens Koerstz Madsen er nede blandt de sidste i stillingen efter to runder ved Toto Japan Classic, har Hillerød-spilleren mulighed for at hente et topresultat.

Efter første runde var Broch Larsen på 18. pladsen, og der er hun stadig at finde efter lørdagens spil. Den 26-årige producerede fem birdies under sin runde, men det blev også til fire bogeys. 

71 slag blev det til, hvilket bragte Broch Larsens total til -3. Hun deler 18. pladsen med den tidligere verdensetter Ariya Jutanugarn, og de to kommer i bold sammen søndag. 

Der er tre slag op til top-10, mens Japans Ai Suzuki har taget et jerngreb om førstepladsen. Med dagens bedste runde, en bogeyfri 65'er, nåede 25-årige Suzuki til -12. Hun tager et forspring på tre slag med til finalerunden. 

For anden dag i træk lavede Koerstz Madsen tre birdies, og for anden dag i træk var det ikke nok til at holde scoren i nærheden af banens par. Ligesom i sidste uge har der været alt for mange fejl til at gøre sig gældende, og med sine to 75'ere er den 25-årige fra Smørum nummer 75 i +6.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer