Nicole henter weekendbillet efter 66'er | Golf.dk
Nicole Broch Larsen er eneste dansker ved weekendens runder på LPGA.

Foto: Gregory Shamus/Getty Images

Nicole henter weekendbillet efter 66'er

06/07 - 2019 | Kasper Ørkild

Danske Nicole Broch Larsen hentede hele otte birdies, da hun fredag spillede anden runde ved Thornberry Creek LPGA Classic. 

På trods af to bogeys rakte hendes 66'er - seks slag under par - til deltagelse i weekenden. Danskeren ligger dermed på en delt 39. plads.

Det bliver dog det eneste Dannebrog på leaderboardet frem mod søndag. Både Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen kom til kort og endte på -1, mens cuttet gik ved -5 denne uge.

En triple bogey på tredje hul var med til at sende Emily Pedersen ud i en hård kamp for weekendrunder. Trods flere birdies endte hun to slag over par for fredagen.

Til gengæld indledte Nanna Koerstz Madsen en slutspurt uden lige - dog uden succes.

Torsdagens runde i 78 slag blev fulgt op af en i 65 slag. På de sidste 10 huller fandt hun syv birdies - og en bogey. Der skulle dog en del mere til for at gøre op for torsdagens strabadser.

Sydkoreanske Sung Hyun Park fører LPGA-turneringen i -17, og dermed kræver det to gode runder fra Nicole Broch Larsen for at blande sig i toppen.

Se hele stillingen her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer