Nicolai trodser triple bogey og er med i sejrskampen | Golf.dk
Nicolai Højgaard synes på vej mod noget stort i Holland.

Nicolai trodser triple bogey og er med i sejrskampen

13/09 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Det er på alle måder forbudt at sige “hvad nu hvis” i golf. Det nytter sjældent på golfbanen, lige så lidt som det gør andre steder i tilværelsen.

Men det er nu svært at lade være, når man kigger på Nicolai Højgaards scorekort fredag.

Den 18-årige jyde neutraliserede sine tre tidlige birdies med en gusten 7’er på sit syvende hul for dagen. Havde han lavet par på par 4-hullet, så lå han nu på 1. pladsen, og skulle ud i en førerbold på europatouren lørdag.

Hvis og hvis….

Der skal mere end en smule modgang til at knække supertalentet, og Nicolai Højgaard bed bare tænderne sammen og producerede tre birdies på sine næste fem huller. 

Slutfacit for dagen var en runde i 69 (-3). Dermed er han 8 under par for turneringen og på en delt 6. plads inden weekenden.

Dermed svæver Højgaard lige nu i samme luftlag som Thomas Pieters og Sergio Garcia, der også er med i toppen af turneringen, som føres af skotske Scott Jamieson i -11.

Blot fire slag fra den ældste af Højgaard-tvillingerne ligger to andre danskere. Jeff Winther og Søren Kjeldsen gør i øjeblikket alt det rigtige for at bevare tourkortet for 2020, og der er hollandsk check på vej i posten til dem begge. Vi mangler bare at finde ud af, hvor stor den bliver.

Winther havde gang i det, man vist godt kan kalde en jævn runde, inden han lirede fire birdies af på bag-ni. En runde i 69 slag placerer ham side om side med Søren Kjeldsen på en 34. plads.

 

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer