Nicolai Kristensen er Master of the Monster | Golf.dk
Nicolai Kristensen vandt en dramatisk tæt finale i Master of The Monster Matchplay

Foto: eccotour.org

Nicolai Kristensen er Master of the Monster

27/04 - 2019 | Henrik Søe

Efter tre dages udskilningsløb på den uhyggelig lange Porsche Nord Course på Green Eagle Golf Club i Hamborg stod fire spillere - heriblandt to danskere - tilbage for at dyste om titlen i ECCO Tour-turneringen Master of The Monster Matchplay.

Og det stod ret hurtigt klart, at vinderchecken skulle skrives ud til en af de to danskere, Nicolai Kristensen eller Rasmus Højgaard. Hverken englænderen Craig Ferrelly eller finske Kalle Sneck kunne følge med de rød-hvide på den over 7.100 meter lange monsterbane, og det udviklede sig derfor til en ren dansk tvekamp 

Da spillerne rundede de første ni huller, havde Nicolai Kristensen en føring på et enkelt slag, men fire hurtige bogeys fra 10. til 14. hul sendte føringen over i hænderne på amatørverdensmesteren Rasmus Højgaard, som langt hen ad vejen lignede en mand, der skulle føje en ny titel til CV’et.

Med fire huller igen førte Højgaard således med to slag, men så satte Kristensen turboen til med tre birdies i træk, og da Højgaard måtte indkassere en bogey på 18. efter en tur i vandet fra tee, var sagen klar: Kristensen var Master of The Monster 2019.

- Det var en svær dag for os alle fire. Der bliver lavet en del fejl og det er tæt hele vejen. Jeg slog nogle dårlige slag, men jeg bevarede tålmodigheden og holdt fast i min gameplan, for jeg vidste, at jeg spiller godt. Rasmus hænger i hele vejen, men jeg får et break ude på 15., 16. og 17 med tre fugle og kommer én foran, og så lukker jeg den på 18. Det var ups and downs, men heldigvis endte det i den gode retning, fortalte Nicolai Kristensen.

I lørdagens finale blev der spillet slagspil - men med den lille krølle, at kvartetten kunne holde øje med modstanderne undervejs og spille lidt taktisk. Og Nicolai Kristensen har været begejstret for formatet.

- I normalt slagspil tænker man kun på sig selv, men her har man lige et øje til siden hele tiden, og det er jeg synes er superfedt, fordi det bliver spændende helt ud på 18. hul.

Med sejren avancerer Nicolai Kristensen til 7. pladsen på Nordic League Ranking, hvor Højgaard er nummer otte. Den placering får de mulighed for at forbedre yderligere, når ECCO Touren i næste uge vender tilbage over grænsen for at spille Bravo Tours Open presented by Visit Tønder på Rømø.

Resultat fra finalen

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer