Nicolai Højgaard skal spille Made in Denmark | Golf.dk
Nicolai Højgaard er blot 18 år, men skal i næste uge spille Made in Denmark for tredje gang i karrieren.

Foto: Kennet Islandi Havgaard

Nicolai Højgaard skal spille Made in Denmark

15/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Nicolai Højgaard skal spille Made in Denmark på Himmerland Golf & Spa Resort i næste uge.

Han har netop fået en invitation. Pladsen blev ledig, da italienske Matteo Manassero pludselig kunne kvalificere sig via sin tourkategori og derfor ikke længere havde brug for den invitation, som Made in Denmark ellers havde givet ham.

Det er tredje år i træk, at 18-årige Nicolai Højgaard skal spille Made in Denmark. Såvel i 2017 som i 2018 missede han cuttet. Og begge år var hans bror, Rasmus Højgaard, også i feltet.

Rasmus er dog i næste uge inde i Challenge Tour-turneringen i Tjekkiet qua sine gode resultater på Europas næststærkeste tour i år.

Nicolai er ikke kvalificeret til D+D REAL Czech Challenge og var egentlig på startlisten til en Nordic League-turnering i Sverige.

Nu skal han i stedet til Himmerland, hvor et stort antal tilskuere formentlig vil følge ham.

I 2018 havde Nicolai Højgaard en historisk god sæson som amatør. Individuelt vandt han EM og en turnering på den professionelle ECCO Tour. Med landsholdet vandt han junior-VM, herre-VM og fik bronze ved herrernes EM.

I januar turnede såvel han som tvillingebroren Rasmus Højgaard pro.

Siden da har han spillet fem turneringer på Nordic League med en 4. plads som bedste resultat. Han har spillet to turneringer på challengetouren med en 17. plads ved Turkish Airlines Challenge som det bedste.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer