Nicolai Højgaard knækker koden til challengetouren | Golf.dk
Nicolai Højgaard går ind til weekenden med chancer for sejren på challengetouren i Frankrig.

Nicolai Højgaard knækker koden til challengetouren

14/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I de sidste år som amatører var både Rasmus og Nicolai Højgaard blandt verdens bedste – og sammen med John Axelsen blev de verdensmestre – men der kan ikke være nogen tvivl om, at Nicolai leverede de mest imponerende resultater.

Siden de indledte den professionelle karriere tidligere i år har Rasmus til gengæld været bedst, hvilket en 11. plads på challengetourens pengeliste vidner om. Nicolai er nummer 95 efter en 17. plads og to missede cuts i sine tre første turneringer, men i Hauts de France – Pas de Calais Golf Open har han meldt sin ankomst.

En første runde i 74 slag på Aa Saint-Omer Golf Club afslørede ikke noget om, hvad der var i vente fredag. Den individuelle europamester lagde ud med fem pars inden tre birdies på stribe blev fulgt op med en eagle. Det gav 31 slag for de første ni huller, og han poducerede tre birdies mere, inden arbejdet sluttede med dagens eneste bogey.

Dermed blev resultatet 64 slag, -7, hvilket var den bedste score fredag. Højgaard blæste 68 placeringer op gennem stillingen til en delt tredjeplads i -4. Der er et slag op til Jacob Glennemo og fire frem til Daan Huizing på førstepladsen i -8.

Fire danskere klarede cuttet i +3, og Nicolai Højgaard er ikke den eneste, som har muligheder for at blande sig i toppen. Martin Leth Simonsen er på 16. pladsen i -1 efter runder i 71 og 70 slag, og han går ind til weekenden med mulighed for at forbedre sin sjetteplads på pengelisten.

På 20. pladsen i par ligger Benjamin Poke efter en 68'er, der bragte ham mere end 50 placeringer frem i stillingen. Christian Gloët klarede sæsonens første cut med sin anden runde i træk i 72 slag, som giver en delt 41. plads halvvejs gennem turneringen.

Til gengæld var Marcus Helligkildes 75'er og samlede score i +4 et enkelt slag for meget til at komme med videre. Det blev også til et tidligt exit for Mark Haastrup og Nicolai Tinning i +5, Jeppe Huldahl i +6 og Rasmus Højgaard i +15.

Link til stillingen  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer