Nicolai Højgaard indtager sjettepladsen i Frankrig | Golf.dk

Nicolai Højgaard indtager sjettepladsen i Frankrig

11/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Mens de var amatører, var der en Højgaard-bror med fremme i hver eneste turnering, eller sådan virkede det i hvert fald, og ikke meget har ændret sig, siden de er blevet professionelle. Ikke engang selvom de nu konkurrerer på et højt niveau på challengetouren.

Det er Rasmus Højgaard, som har leveret de største resultater indtil videre i 2019 – blandt andet tre top-10 placeringer i træk i ugerne op til Le Vaudreuil Golf Challenge – men Nicolai Højgaard har også produceret fine resultater, og der kan være et nyt på vej på Golf PGA France du Vaudreuil.

Nicolai Højgaard åbnede turneringen med en eagle, tre birdies og en bogey for en score i 67 slag. Det gør ham til bedste dansker på en delt femteplads i -4. Den individuelle europamester fra 2018 har opbrugt sine syv sponsorinvitationer gennem Team Made in Denmark, så nu er hans plads i feltet sikret gennen en placering i top-45 på challengetourens pengeliste. 

Den kan han blive ved med at benytte sæsonen ud – forudsat at han holder sig i top-45, og placeret som nummer 42 denne uge er det ikke noget dumt tidspunkt at levere et stort resultat.

Nicolai Højgaard har tre slag op til førstepladsen, som Steven Tiley fra England deler med Frankrigs egen Robin Sciot-Siegrist i -7.

Den 18-årige fra Gyttegaard har to slag ned til den næste dansker i tabellen, Marcus Helligkilde. En runde to under par giver Helligkilde en delt 21. plads. På 38. pladsen i -1 ligger både Jeppe Huldahl og Rasmus Højgaard, og på cutgrænsen i par er Martin Leth Simonsen at finde.

Benjamin Poke, Christian Gloët og den nyeste tilføjelse til Team Made in Denmark, Oliver Huldebøll Jørgensen, er alle +1 og på 69. pladsen. 

Rutinerede Mark Haastrup lavede tre doublebogeys under sin åbningsrunde, mens mindst ligeså rutinerede Lasse Jensen havde både en triplebogey og en firedobbelt på sit scorecort. De er begge fire over par og et stykke uden for top-100.

Nicolai Tinning slog turneringens første slag, men morgenen var ikke god ved challengetour-rookien. Han var seks slag over par og er at finde i den tunge ende af stillingen.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer