Nicolai Højgaard holder sig i top-10 | Golf.dk

Nicolai Højgaard holder sig i top-10

29/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Nicolai Højgaard er 18 huller fra karrierens første top-10 placering på challengetouren. Den 18-årige individuelle europamester har spillet sig til tre top-20 resultater i løbet af sine fem første starter, og søndag har han mulighed for at tage sit spil til nye højder på Terre Dei Consoli Golf Club.

Højgaard var på andenpladsen halvvejs gennem Italian Challenge Open Eneos Motor Oil nord for Rom, men en tredje runde i -2 var ikke nok til at holde placeringen. Efter tredje runde svarer hans total i -10 til en delt syvendeplads.

Derfra er der stadig chancer for sejren, men det er ikke hvem som helst, der har lagt sig i spidsen. Antione Rozner vandt to gange i maj, og sejrer han søndag, kan han vinke farvel til challengetouren og sige goddag til europatouren.

Rozner gik en 67'er og nåede til -15 for ugen. Han har tre slag ned til walisiske Oliver Farr og altså fem ned til Højgaard på den delte syvendeplads.

De to øvrige danske finalister deler 35. pladsen i -4. Martin Leth Simonsen gik en bogeyfri runde i 69 slag og vandt derved 15 placeringer. Rasmus Højgaard var tre slag over par efter seks huller, men efter 14 var han -2. Det blev til en bogey på sidste hul og en runde et slag under par.

Både Rasmus Højgaard og Martin Leth Simonsen er i top-15 på challengetourens pengeliste, men der skal storspil til søndag, hvis de skal have fat i de checks, der virkelig gør en forskel. De har fem slag op til top-10.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer