Nicolai Højgaard flyvende fra start i Qatar | Golf.dk
Nicolai Højgaard er ikke sluttet i top-25 på nogen tour siden andenpladsen i KLM Open midt i september. Nu fører han europatourens stop i Qatar.

Foto: Getty Images

Nicolai Højgaard flyvende fra start i Qatar

05/03 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Sidste uge var Rasmus Højgaard i kamp om sejren på europatouren. Ved starten på Commercial Bank Qatar Masters er det Nicolai Højgaard, som viser familienavnet frem på flotteste vis.

Den ene Højgaard har allerede sikret sig en europatour-titel; den anden har en andenplads. Nicolai Højgaard spiller i disse uger på invitationer, men om få dage kan han måske slutte sig til sin bror blandt sæsonens vindere.

Under første runde lagde den snart 19-årige tidligere europamester ud med en runde i 64 slag på Education City Golf Club, og mens de sent startende spillere stadig er på banen, giver det en udelt førsteplads.

Halvvejs gennem dagens arbejde var Nicolai Højgaard blot et enkelt slag under par, men fra 10. hul begyndte spillet at flyde for challengetour-spilleren. Seks birdies i træk blev fulgt op med en afslutning i par, birdie, bogey for en score i -7.

Det giver et forspring på et slag ned til Joost Luiten på andenpladsen. 

Højgaard er ikke den eneste dansker, som kom godt fra start i turneringen. Jeff Winther lagde ud med at hole sit andetslag for eagle på sit første hul, det 356 meter lange 10., og tre huller senere var han fem under par efter en eagle 13. hul. 

Resten af runden blev både op og ned, så det endte med en score i 66 slag, som i skrivende stund svarer til en delt tredjeplads.

Benjamin Pokes runde i 68 slag bestod af fire birdies og en bogey. Det placere vinderen af sidste års Q-School i top-20.

Rasmus Højgaard var på vej mod samme scoore, indtil en doublebogey på 18. hul sendte ham til -1 for dagen. 70 slag placerer ham komfortabelt inden for cutgrænsen. 

Til gengæld fik Søren Kjeldsen og Joachim B. Hansen ikke den bedste start på ugens arbejde. De er henholdsvis +1 og +2 og på den forkerte side af top-65, som går videre til weekenden.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer