Nedtur for Nanna | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsens finalerunde i Los Angeles udviklede sig i den forkerte retning

Foto: Getty Images

Nedtur for Nanna

29/04 - 2019 | Henrik Søe

Los Angeles er kendt som byen, hvor store drømme kan gå i opfyldelse. Det skete desværre ikke for Nanna Koerstz Madsen, da hun natten til mandag dansk tid gik ud i førerbolden i Hugel-Air Premia LA Open med gode chancer for at vinde karrierens største titel.

Tre dages solidt spil havde sendt danskeren op på andenpladsen inden finalerunden, men de sidste 18 huller blev langt fra den afslutning, som Nanna Koerstz Madsen havde håbet på, og da turneringen var slut, var hun dumpet ned på en 13. plads.

Det startede med en bogey på første hul, og den blev efterfulgt af fem yderligere pletter på scorekortet, inden hun på 15. hul lavede dagens første og eneste birdie for en runde i 76 slag - fem over par. Hele ni slag dårligere end hendes tredje runde.

Hvis man skal forsøge at finde noget positivt, er 13. pladsen dog stadig Nanna Koerstz Madsens bedste placering på LPGA Touren i denne sæson, ligesom hun aldrig tidligere har opnået et bedre resultat på amerikansk jord. Resultatet i Los Angeles sender hende syv pladser frem til en 55. plads på LPGA Tourens pengeliste.

Madsens spillepartner i førerbolden, australske Minjee Lee, vandt turneringen med hele fire slag ned til nærmeste konkurrent sydkoreanske Sei Young Kim. Det var 22-årige Lees femte titel på LPGA Touren.

Link til resultat

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer