Nate Lashley bygger stort forspring i Detroit | Golf.dk
Nate Lashley er 18 huller fra karrierens største triumf.

Foto: Getty Images

Nate Lashley bygger stort forspring i Detroit

30/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

36-årige Nate Lashley har tjent i omegnen af 840.000 dollars i løbet af sine 32 turneringer på PGA Touren. Han er på vej mod en check på 1,3 millioner søndag aften.

Lashley åbnede Rocket Mortgage Classic på Detroit Golf Club med en 63'er, og efter 67 slag fredag stod der igen 63 på scorekortet lørdag. Lashley lavede lige dele birdies og pars på tredje runde, og med en total i -23 fører han med hele seks slag ned til den nærmeste forfølger.

Amerikaneren kom med i Rocket Mortgage Classic på et afbud, og han ser ud til at få det maksimale ud af den chance. Lashley arbejdede som ejendomsmægler, inden han gav golfen et nyt skud i 2015. 

Der spillede han primært på PGA Tour Latinoamerica, inden han fik plads på Korn Ferry Touren, hvor han hentede en sejr i 2017. Nu står han foran sit helt store gennembrud.

- Da jeg solgte huse, troede jeg, at jeg var færdig med golf. Jeg følte altid, at jeg havde talentet og evnerne til at spille herude. Det var bare et spørgsmål om at komme herud og blive komfortabel, sagde den førende ifølge AP.

J.T. Poston er på andenpladsen i -17 efter en 66'er. Cameron Tringale ligger på tredjepladsen i -16, et slag foran Patrick Reed, som ikke er sluttet i top-10 en eneste gang i 2019. Den kontroversielle amerikaner spillede sig frem til fjerdepladsen med en runde i 65 slag.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer