Nanna vinder Symetra Classic | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen hentede en flot sejr i Symetra Classic

Foto: Getty Images

Nanna vinder Symetra Classic

30/04 - 2017 | Andreas Hartø og Mikkel Ring Christensen

I starten af ugen stod Nanna Koerstz Madsen som nummer tre på reservelisten til ugens turnering, men man må sige, at hun ikke lod sig mærke af det da hun først blev inkluderet i feltet.

Sejren er et kæmpe skridt i jagten på LPGA Touren, som Nanna har erklæret som sit allerstørste mål i år.

Koerstz Madsen har flere gange bevist, hun kan være med blandt verdens bedste. Sidste år sejrede hun på LET i Tjekkiet, og tidligt på året blev hun nummer to på LPGA i Australien. Talentet er der ingen tvivl om, men vejen til verdens stærkeste tour er alligevel ikke spor letfremkommelig. 

Da Q-School blev en fuser for den 22-årige dansker, blev hun tvunget til at tage et skridt tilbage for at kunne marchere frem mod den absolutte verdenstop. Sidste uge holdt Koerstz Madsen fri fra en stjernebesat turnering på Ladies European Tour for at forberede sig til den noget mindre Symetra Classic på den amerikanske udviklingstour.

Målet er en top-10 placering når sæsonen er omme, for det vil give forfremmelse til LPGA Touren, hvor der spilles om millioner af dollars hver uge, og den langtslående nummer 79 på verdensranglisten kom et kvantespring nærmere det mål denne uge.

Koerstz Madsen førte efter en første runde i -7 på Atlanta National Golf Club, men fandt sig selv to slag fra fronten inden de afgørende 18 huller. Der viste det danske talent, hvilket stof hun er gjort af. En birdie på hul fire blev udlignet af bogey på hul fem, men derfra blev et seriøst angreb på titlen sat ind med fire birdies i træk. 

Det bragte totalscoren til -11, en score den førende ved dagens start, Mariah Stackhouse, også nåede til på hul 10. Dermed var der lagt op til en intens afslutning, og på de sidste ni huller havde danskeren is i blodet. 

Godt nok blinkede hun først med et tabt slag på hul 11, men det var den sidste fejl fra dansk hånd. Til gengæld satte amerikaneren Stackhouse tre slag til fra hul 14 til 17. Da Madsen rullede to meter i hul for par på hul 17, havde hun et to slags forspring med ned af hul 18, og sejren blev sikret ved at ramme par fem hullet i to og to-putte for birdie.

I -11 vandt Koerstz Madsen med to slag ned til Stackhouse og colombianske Daniela Darquea. Med sejren følger en præmie på 22.500 dollars, og lagt til de 7.825, hun allerede havde skrabet sammen, rykker hun op på tredjepladsen på pengelisten.

Sidste år var 67.577 dollars kravet for at slutte i top-10. I løbet af blot fire turneringer er Koerstz Madsen oppe på næsten halvdelen af det beløb.

- Jeg har det rigtig godt lige nu. Det føles godt at vinde, det gør det altid, og det er derfor, vi spiller.

- Mit store mål er LPGA i år – at få kortet til LPGA, så det her er selvfølgelig en rigtig god start, så det betyder en masse. Det giver god selvtillid på vej ind til de næste par turneringer, sagde vinderen til Symetra Tour.

Link til resultatet.

User Comments:

  • Kommende turneringer

    01/05 - 2017 | Hans Jørn Bøtcher

    Med de flotte præstationer Nana har vist LPGA organisationen, kan det vel ikke være noget problem at komme med i kommende turneringer på Symetra...? Der burde også vel også komme et par wildcards til LPGA turen, de vil jo gerne se god golf, Der ikke hvergang nødvendigvis kommer fra en asiatisk hånd?

  • Meget flot Nana. Du gør

    30/04 - 2017 | John Amdisen

    Meget flot Nana. Du gør Danmark ære. Jeg håber du vinder så meget, så du næste år er med på LPGA. John.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer