Nanna tangerer historiens bedste danske resultat i en damemajor | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen hentede et historisk resultat i ANA Inspiration.

Foto: Getty Images

Nanna tangerer historiens bedste danske resultat i en damemajor

05/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Med en fænomenal bag-ni sikrede Nanna Koerstz Madsen sig søndag en delt tredjeplads i ANA Inspiration. Resultatet er ikke kun hendes eget bedste resultat i en major, det er en tangering af det bedste danske resultat nogensinde i en damemajor. Iben Tinning hentede en delt tredjeplads i Women’s British Open i 2001, og to årtier senere blev det Koerstz Madsens tur til at levere en podieplacering.

Efter 54 huller på Dinah Shore Tournament Course var Koerstz Madsen på en delt 11. plads, og på første del af finalerunden så det ikke ud til, hun skulle avancere. Efter en bogey på 10. hul var den 26-årige dansker blot i par for dagen, men derfra indledte hun et rent festfyrværkeri.

En eagle på 11. hul kickstartede tingene, og Koerstz Madsen fulgte op med birdies på fire af de fem næste huller. Med pars på 17. og 18. kunne hun skrive under på en 66’er. Koerstz Madsen sluttede samlet 11 under par, side om side med Nelly Korda, Shanshan Feng og Sei Young Kim.

Den præstation indbragte hende 151.615 dollars og sender danskeren helt frem på 13. pladsen på LPGA Tourens Race to CME Globe. Verdensranglisten er endnu ikke opdateret, men Koerstz Madsen kan se frem til et stort spring frem fra denne uges 72. plads.

I forhold til Solheim Cup har resultatet heller ikke gjort nogen skade. Kaptajn Catriona Matthew var til stede under årets første major i det sydlige Californien, og der kunne hun se Koerstz Madsen slutte som eneste europæer i top-10. Den slags gør indtryk - også uden for Danmarks grænser.

Den vilde afslutning var ikke nok til at bringe Koerstz Madsen i spil til sejren. Den kørte Patty Tavatanakit hjem med en afsluttende 68’er. Hun lagde sig på førstepladsen torsdag og blev der resten af ugen. Den 21-årige fra Thailand endte med en samlet score i -18, og den eneste grund til, at der kom spænding om sejren, var Lydia Ko.

Den tidligere verdensetter og vinder af ANA fra 2016 indledte sit angreb med birdie-eagle på banens to første huller, og hun fortsatte i samme, høje tempo resten af dagen. Ko producerede fire birdies mere på for-ni for at vende i 29 slag. Efter 11 huller var hun ni under par for dagen, og hun nåede også til -10. hendes 62 slag var en tangering af banerekorden, men i sidste ende var Ko to slag fra at fremtvinge omspil.

Det var ikke kun Tavatanakits første major, det var hendes første titel på LPGA. Hun spillede ugen igennem som om hun havde været i situationen mange gange før. Hendes finalerunde var bogeyfri, og i løbet af ugens 72 huller nøjedes hun med at sætte fire slag til.

- Hele dette øjeblik er lidt surrealistisk. Jeg ved ikke, hvorfor der ikke er nogen tårer, jeg føler mig bare lettet over, at i dag er overstået, sagde vinderen.

For Koerstz Madsen er det ikke kun på bankkontoen og diverse lister, at resultatet har stor værdi.

- Det betyder meget. Jeg har haft en tendens til ikke at spille ret godt, når jeg er nervøs eller med fremme, så jeg er virkelig glad for, at jeg var i stand til at kontrollere nerverne. Jeg ved godt, sejren var uden for rækkevidde, men det var stadig et godt resultat for mig, sagde Koerstz Madsen.

Den anden danske finalist, Nicole Broch Larsen, sluttede af med en 73’er søndag. Samlet blev hun delt nummer 63 i +3.

Link til resultatet

User Comments:

  • Asien stormer frem i kvindegolf - godt eller skidt?

    05/04 - 2021 |

    Det må være lidt foruroligende for amerikanerne, at de kun har 3 spillere i top 10 mod 7(!) asiater, herunder 4 koreanere. Jeg skal ikke kunne sige, om det på længere sigt er godt eller skidt for interessen for kvindegolfen, at asiaterne er så dominerende, men USA skal til at oppe sig, og det samme gælder i den grad Europa. Det skal dig ikke forklejne Nannas flotte resultat! Det må være rart at få foret selvtilliden og selvfølgelig også bankkontoen, når man lige er flyttet til USA.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,176,213
  • Unique Visitor:178,205
  • Registered Users:166,901
  • Unregistered Users:31,319
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,333
  • Unpublished Nodes:318
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:80.167.93.174
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,082
    • This week:101,149
    • This month:412,099
    • This year:3,176,866

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk