Nanna når nye højder på verdensranglisten | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen var overrasket over at få en femteplads i sin første turnering efter en lang pause.

Nanna når nye højder på verdensranglisten

18/08 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Danmarks bedste golfspiller er bedre end nogensinde tidligere. Det siger verdensranglisten i hvert fald, men selv mener Nanna Koerstz Madsen, der er plads til forbedringer. 

I den første officielt tællende turnering efter et halvt års pause sluttede hun på en delt femteplads, et slag fra et omspil, som blandt andre Emily Pedersen var med i, og Koerstz Madsen følte end ikke, at alle dele af spillet var lige gode under Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open.

- Jeg havde tre tre-putts om lørdagen og tre de første to dage, så det var jeg lidt meget træt af.

- Mine jernslag var rigtig gode. Og drives var sådan nogenlunde i banen. Der var nogle skæverter ind imellem, men over all var det fint med driveren, forklarede Koerstz Madsen over telefon mandag aften.

Det fornemme resultat kommer som lidt af en overraskelse, men på et ganske favorabelt tidspunkt. Denne uge venter årets første major, AIG Women’s Open. Den spilles på Royal Troon, som indtil for fire år var en klub udelukkende for herrer. 

- Jeg har lige spillet DM Slagspil, hvor det gik mindre godt. Og jeg ved godt, at det ikke er samme mentalitet og samme spændingsniveau, men jeg havde ikke lige regnet med, at jeg kunne gå ud og præstere så godt.

- Jeg spillede rigtig godt. Der var måske noget shortgame, der var lidt rustent efter de sidste seks måneder, så hvis det lige havde været lidt bedre, kunne jeg godt have set et lidt sjovere resultat. 

Efter en skuffende lørdag i 75 slag havde sendt hende ud af topstriden, gik Koerstz Madsen ud søndag og leverede den laveste runde af alle i turneringen. 65 slag med otte birdies og to bogeys. Havde hun været i par de tre første dage, ville den lave finalerunde have givet hende sejren.

- Selvfølgelig spiller man mere frit, end hvis man havde ligget i toppen. Men jeg synes bare ikke, at banen spillede så svært, som scores viste. Så jeg kunne sagtens se tre-fire under par. Seks under er selvfølgelig en rigtig god score, siger hun.

Med femtepladsen, karrierens tredje top-5 placering på LPGA Tour, rykker Koerstz Madsen seks placeringer frem til nummer 60 på verdensranglisten, hendes bedste nogensinde, og kun overgået af otte europæere. 

Det er rart, og rart er det også bare at komme i gang igen efter en så lang tvungen pause, også selvom det kun er på selve banen, tingene er, som de plejede at være. Efter ankomst til Skotland ventede der tests for coronavirus, og så var det ellers bare at vente et døgn på hotelværelset, indtil prøvesvarene kom tilbage negative. Søndag aften skulle processen så gentages forud for AIG Women’s Open.

Koerstz Madsen har en 20. plads i den britiske major som sit bedste resultat, og hun kan godt lide, når det bliver svært, og vinderscoren ikke går til for mange under par. Det skal nok blive krævende denne uge, for vejrudsigten melder om regn og vind, det Koerstz Madsen kalder “hardcore linksvejr”

- Jeg synes, det er sjovt, de her to uger om året. Jeg kan rigtig godt lide at spille i vind, men regn er ikke min favorit.

Tirsdag bliver første gang, Koerstz Madsen spiller Royal Troon. Hun har to dage til at blive bekendt med banen, inden hendes starttid klokken 12.54 torsdag i bolden med Julia Engström og Lindsey Weaver. 

Der fortsætter kampen om at blive Danmarks første vinder på LPGA Tour, en kamp der er blevet yderligere intensiveret, efter Emily Pedersen har fået karrieren tilbage på ret køl.

- På det seneste har hun har set meget bedre ud, end hun har gjort det seneste halvandet års tid, både svingmæssigt og mentalt. Nu har jeg tilbragt ret meget til med hende her under Corona, og der har virket som om, tingene har flasket sig lidt mere for hende. Selvfølgelig er man overrasket over, at hun lige er med i omspillet, men ikke at hun har fået et godt resultat, siger Koerstz Madsen om klubkammeraten fra Smørum.

Danmarks bedste golfspiller ser gerne sine danske kollegaer få succes, men hun håber på, at det bliver hendes eget navn, der får plads i historiebøgerne.

- Det er noget anerkendelse at få, at blive den første til at vinde på LPGA - en stor amerikansk tour - der er der hverken herrer eller damer, der har gjort før, så det vil jeg vildt gerne, det er klart.

Måske kan der slås to fluer med et smæk. Efter US Women’s Open er Women’s British Open den turnering, Koerstz Madsen allerhelst vil vinde. Ingen dansker har nogensinde vundet en major, men det ville ikke komme som en overraskelse, hvis der blev ændret på det søndag. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,162,577
  • Unique Visitor:177,738
  • Registered Users:166,773
  • Unregistered Users:31,300
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,329
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:11,990
    • This week:99,868
    • This month:408,786
    • This year:3,163,229

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk