Nanna lægger sig på fjerdepladsen i ANA Inspiration | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsens bedste resultat i en major er en 16. plads. Hun ligger nummer fire efter første runde af ANA Inspiration.

Foto: Getty Images

Nanna lægger sig på fjerdepladsen i ANA Inspiration

11/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Årets anden major er kommet godt i gang på Dinah Shore Tournament Course i det sydlige Californien. To danskere er med i feltet, og begge er på den rigtige side af cutgrænsen efter første runde.

Særligt Nanna Koerstz Madsen gav sig selv et godt udgangspunkt for at spille med om topplaceringerne. Torsdag blev hun sendt ud i sidste bold, og da hun lukkede og slukkede for første runde af ANA Inspiration, var det som nummer fire i stillingen.

Koerstz Madsen er blandt de længstslående på LPGA Touren, men en driving distance torsdag på bare 258 yards indikerer, at hun har skruet ned for farten og i stedet prioriteret at ramme de smalle fairways. Ni ud af 14 blev det til, og da nummer 66 i verden kun sjældent besøgte den tykke rough, kunne hun i reglen slå efter green in regulation med kontrol. 

Koerstz Madsen puttede for birdie på 15 greens, og seks af forsøgene gik i hul. Især afslutningnen på den varme arbejdsdag var god. Den 25-årige fra Smørum lavede birdies på både 16., 17. og 18., og det gav en runde i 68 slag, -4. Hun deler fjerdepladsen med blandt andre Brooke Henderson og Danielle Kang.

Koerstz Madsen er fire slag foran sin landsmand og kun to slag fra førstepladsen.

Endnu før Koerstz Madsen gik på banen, gjorde Nicole Broch Larsen sin åbningsrunde færdig. Hun var to over par indtil 15. hul. Der blev det til birdie, og det samme blev resultatet på 16. På trods af, at Broch Larsen kun ramte seks af de 14 fairways og 11 greens in regulation, kunne hunskrive under på scoren par. Det giver en delt 49. plads. Spillerne i +2 ligger til at klare cuttet på yderste mandat.

Nelly Korda, verdens nummer tre, har lagt sig i front for turneringen. Den 22-årige amerikaner har vundet tre gange på LPGA, og i majors har hun hentet tre top-10 placeringer med en tredjeplads i sidste års Women’s PGA Championship som bedste resultat.

Med en 66’er - syv birdies og en bogey - spillede hun sig et slag fri af In Gee Chun og svenske Madelene Sagström på andenpladsen.

Torsdagen var varm, men fredagen forventes at blive ulidelig. Det bliver værst for Broch Larsen, som slår ud klokken 13.18 lokal tid. Koerstz Madsen kan undgå den værste hede, da hun går på banen allerede klokken 09.03 (18.03 dansk tid).

Link til stillingen

User Comments:

  • Korrektion

    11/09 - 2020 | Brian Bøge Andersen

    Det var så ikke 3 afsluttende birdier, idet hun startede på 10 hul.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk