Nanna Koerstz Madsen i førerbold på LPGA Touren | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen i aktion på fredagens runde - en runde som sikrede hende en plads i førerbolden.

Foto: Getty Images

Nanna Koerstz Madsen i førerbold på LPGA Touren

27/04 - 2019 | Henrik Søe

Nanna Koerstz Madsen har lagt i kakkelovnen til et stykke dansk golfhistorie.

Efter en første runde i 69 slag (-2) leverede den 24-årige fredag en endnu bedre anden runde i Hugel-Air Premia LA Open. Her kom hun rundt i 67 slag (-4) efter seks birdies og to bogeys, og da kun australske Minjee Lee har formået at overgå danskeren på de første 36 huller, betyder det altså, at Nanna Koertsz Madsen kan se frem til at komme ud i en vaskeægte førerbold på Wilshire Country Club lørdag aften dansk tid.

Lee og Madsen har et par spillere i -5 i hælene, mens en større flok ligger i -4. Der er med andre ord lang vej hjem endnu. Men danskeren, der er i gang med sin anden sæson på LPGA Touren, kan måske udnytte, at hun har fået et andet og mere afslappet forhold til spillet.

- Sidste år var jeg nærmest bange for at slå hvert eneste slag. Nu prøver jeg bare at tage det hele lidt mere roligt og sige til mig selv, at det er okay, hvis jeg går syv over par, og at også er fint, hvis jeg går syv under, sagde hun efterfølgende til LPGA.com.

Sidste sæson resulterede i ni klarede cuts for Nanna Koerstz Madsen, der måtte tilbage på Q-school for at forny medlemskabet af verdens bedste kvindelige tour. I år har hun klaret fem af seks cuts og har en 26. plads som sæsonens hidtil bedste. Måske er der noget endnu større på vej i denne weekend.

Nicole Broch Larsen missede cuttet med et enkelt slag efter runder i 72 og 74 slag. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer