Nanna holder sig i top-10 | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen er seks slag fra førstepladsen, seks slag fra den halvanden million dollars store førstepræmie.

Foto: Getty Images

Nanna holder sig i top-10

23/11 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Nanna Koerstz Madsen holder sig inde i kampen om den største førstepræmie nogensinde i damegolf. Halvanden million dollars venter vinderen, som bliver kåret søndag aften på Tiburón Golf Club i Florida. 

For at sætte det beløb i perspektiv: ingen dansker har vundet en million dollars i officielle præmiepenge - i samlet karriereindtjening. 

Koerstz Madsen var på en delt femteplads fra morgenstunden, men i løbet af fredagen var hun ved at spille sig ud af topstriden i CME Group Tour Championship. Mens størstedelen af konkurrenterne var langt under par, spillede den 25-årige fra Smørum kun lige op med banen det meste af runden.

Tre birdies og tre bogeys blev det til på de første 16 huller, men ligesom under åbningsrunden sluttede verdens nummer 73 af med birdies på 17. og 18. hul. 

70 slag, to under par, bragte Koerstz Madsens total til -6. Hun er på en delt niendeplads halvvejs gennem turneringen. Derfra er der seks slag til toppen af stillingen. 

Med en runde fem under par nåede Sei Young Kim til -12 for turneringen. Sydkoreaneren fører med to slag ned til tyske Caroline Masson inden de afgørende 36 huller. 

- Det føles som US Open eller British Open. Det føles som en major. Men jeg forsøger ikke at putte ekstra pres på mig selv. Bare at spille som normalt og fokusere på at gøre det så godt som muligt, sagde den førende spiller på pressemødet efter runden. 

Nicole Broch Larsen er sluttet i top-20 i tre af de seneste fire turneringer, men på Tiburón er tingene ikke gået Hillerød-spillerens vej. Første runde sendte hende ned i den tunge ende, og fredag blev det ikke bedre. 

Efter fire huller var Broch Larsen tre over par. Efter syv var hun +4. Hun kæmpede sig tilbage til +1 for dagen med tre birdies, men med en samlet score i +4 er den 26-årige delt nummer 56 ud af de 60 deltagere. 

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer