Nanna helt afslappet og med i topstriden | Golf.dk

Nanna helt afslappet og med i topstriden

22/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Danmarks første sejr på LPGA Touren kan måske blive en realitet denne uge på Wildfire Golf Club i Arizona. For anden dag i træk imponerede Nanna Koerstz Madsen i Bank of Hope Founders Cup, og hun holder sig nær toppen af stillingen efter sin tidlige runde fredag.

Koerstz Madsen lavede fire birdies og en enkelt bogey og fulgte dermed torsdagens 65'er op med 69 slag. Trods forskellen var spillet faktisk bedre på andendagen.

- Det var en lille smule mere stabilt i dag. Jeg fik bare ikke hældt ligeså mange putts i. Det var ikke dårligt, det var bare ikke alle sammen, der faldt i hul, sagde hun til LPGA Touren efter runden.

Koerstz Madsen startede dagen på en delt andenplads, og mens de sent startende stadig er på banen, svarer hendes total i -10 til en delt tredjeplads.

Sammen med blandt andre Lydia Ko er den 24-årige dansker to slag fra førstepladsen. Den deler verdens nummer ét, Sung Hyun Park, med kineseren Yu Liu. Liu, verdens nummer 71, spillede overlegent på anden runde, og ved hjælp af 10 birdies kom hun rundt i 64 slag for at nå til -12.

Koerstz Madsen er to slag fra toppen, og det lader ikke til, der er nogen fra eftermiddagsholdet, der vil skabe større afstand mellem danskeren og toppen. Udgangspunktet på vej ind til weekenden er glimrende, og den danske opskrift på succes er at tage tingene som de kommer. Det har virket indtil videre.

- Jeg prøver bare at sige til mig selv, at det ikke er liv eller død. Man bliver nødt til at nyde at være derude. Bare prøve at tage sig noget til udover golfen. Altså, nu tager vi en tur i et mall og shopper.

- Så jeg skal ikke på rangen og bruge to timer på at arbejde på min driver - selvom jeg måske burde gøre det. Den kommer nok alligevel ikke til at virke anderledes i morgen. Ja, jeg prøver bare at være mere afslappet, sagde Smørum-spilleren, som har lært af en rookiesæson fyldt med nerver og et læs på skuldrende, der blev tungere og tungere for hvert missede cut.

Sådan et ser Nicole Broch Larsen ud til at skulle acceptere. Hun spillede anden runde i 74 slag og er i par samlet. Cutgrænsen er netop rykket fra -2 til -1, men det er yderst tvivlsomt, om Broch Larsen og de øvrige spillere i par kan snige sig med til weekenden. I skrivende stund svarer deres score til 90. pladsen, og kun top-70 kvalificerer sig til weekenden.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer