Nanna flytter til USA | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen og Nicki Hansen står overfor en stor livsændring. Her er parret fotograferet til den senest spillede major, ANA Inspiration, hvor den danske spiller sluttede som nummer 51.

Foto: Getty Images

Nanna flytter til USA

30/10 - 2020 | Claus Rødgaard Thomsen

Nanna Koerstz Madsen kommer ikke kun til at pakke ud i juletiden. Der skal også pakkes ned.

Hun gør som de fleste af Danmarks allerbedste herrespillere har gjort i hele eller dele af deres karrierer; flytter til udlandet.

Hun og kæresten Nicki Hansen drager til USA. Efter planen om cirka tre måneder.

- Jeg kommer til at have bedre træningsfaciliteter, bedre vejr og mindre rejsetid, lyder begrundelsen fra verdens nummer 67 og lige nu Danmarks højest rangerende golfspiller.

Nanna Koerstz Madsen påpeger dog, at ønsket om at få sig en på opleveren også spiller ind.

Nicki Hansen fungerer også som hendes caddie og manager, og de to har indgået en aftale med Boca West Country Club, som i forvejen er på Koerstz Madsens sponsorliste.

Klubben, som ligger i Boca Raton en time nord for Miami, stiller en lejlighed til rådighed for parret. Og i øvrigt masser af anden opbakning.

- De mennesker, vi kender i klubben, er utroligt søde og hjælpsomme. De kan slet ikke finde ud af at sige nej, siger Nanna Koerstz Madsen.

Nanna Koerstz Madsen har bidt sig fast på LPGA Tour, efter at hun i 2017 måtte tilbringe en sæson på Symetra Tour. Hun har to 2. pladser på LPGA Tour og jagter den forjættede sejr, som ville være et historisk, dansk golfresultat.

Aftalen med Boca West Country Club er ikke på noget fast tidsrum.

- Vi skal jo også lige se, om det er noget for os, som Nanna Koerstz Madsen siger.

Smørum-spilleren fyldte 26 år i fredags. Når hun engang stopper, vil hun gerne kunne se tilbage på sin karriere og mærke, at hun gjorde alt, hvad hun kunne for at udløse sit potentiale. Derfor flytter hun til USA. 

Hun bruger udtrykket “fire-fem år”, når hun taler om tiden indtil hun vil stifte familie. Men erkender, at det er en meget unøjagtig betegnelse.

- Når golfen kører godt, kan jeg jo godt tænke, at jeg vil blive ved til jeg er 35. Når det er surt, har jeg det sådan, at det her gider jeg sgu ikke til jeg bliver 30. 

Hun fortæller, at parret forventer at vende hjem til Danmark igen en dag.

- Nicki vil også gerne fortsætte som golftræner, når vi kommer tilbage til Danmark, siger Nanna Koerstz Madsen.

Hun har en lejlighed i Smørum, som hun forventer at leje ud, og udover familien og vennerne, gætter hun på, at lakrids bliver det, hun vil savne mest.

Hun har ikke fået andet end opbakning fra sine nærmeste.

- Men min far er lidt ked af det, selvom han da også bakker op. Min mor har det mere sådan, at når jeg vil det, så skal jeg bare gå “all in”. Min far har det vist lidt sådan, at “skal min lille pige nu også over til det store land?”, ler Nanna Koerstz Madsen.

Der er endnu ikke en færdig kalender for LPGA Tour i 2021. Den forventer hun dog at få snart, og hun regner med, at der vil være 30 uger i træk med turneringer.

At have bopæl i Florida vil give hende mulighed for en mere fleksibel kalender. Indtil nu har hun som regel følt, at hvis hun skulle tage den lange flyvetur over atlanten, så skulle det også være for at spille i hvert fald tre-fire uger i træk. Det behøver hun ikke i fremtiden.



 

User Comments:

  • Nanna's far

    02/11 - 2020 | Peter Karup Jørgensen

    Din far skal nok overleve.Jeg forstår ham, men kan fortælle at jeg har overlevet den ældste være på Filippinerne med "Tandlæger uden Grænser". Den yngste har været i USA, Australien, New Zealand og har taget sin Master i Beijing. Det har været hårdt, men jeg lever stadig.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,650,760
  • Unique Visitor:126,355
  • Registered Users:160,777
  • Unregistered Users:31,220
  • Blocked Users:12,396
  • Published Nodes:15,532
  • Unpublished Nodes:312
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.219.31.204
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:3,319
    • This week:97,127
    • This month:387,362
    • This year:1,651,086

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk