Nanna færdig i US Women's Open | Golf.dk
Nanna Koerstz Madsen er stærkt spillende.

Foto: Getty Images

Nanna færdig i US Women's Open

14/07 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Et døgn efter sit første slag er Nanna Koerstz Madsen færdig i den stærste af damernes majors. Det blev ikke en debut, som den 22-årige dansker resultatmæssigt kan bruge til noget, men den har uden tvivl givet brugbare erfaringer.

USGA skaber turneringer, der er mere ondsindede og opslidende end noget andet i professionel golf, og det fik Koerstz Madsen at føle. Efter sin første runde i +6 på Trump National Golf Club i New Jersey, havde hun ikke mistet modet, og inden starten på anden runde, blev denne besked fyldt med udråbstegn lagt ud på Facebook.

- En nervøs start på runden, blev meget hurigt strafet hårdt af banen! Banen spiller så lang, smal, med tyk tyk rough og lyn hurtige greens, at det kræver fuldt comitment i alle beslutninger for at overleve!

- Jeg vil kæmpe alt jeg har lært i dag, og tage revanche over banen! Jeg er så meget bedre end den runde i går, og det har jeg tænkt mig at gøre noget ved i dag!

Trods den beundringsværdige indstilling gjorde banen det fredag til 2-0. Koerstz Madsen, nummer 101 i verden, startede dagen flot med syv pars på stribe, men derfra blev det sidste håb om at klare cuttet afsporet.

På de sidste 11 huller lavede hun fem bogeys, og da hun skrev scorekortet under i 77 slag, var det uden at have lavet en eneste birdie. I samlet +11 ligger Smørum-spilleren blandt de sidste, ni slag fra cutgrænsen i +2, som stillingen er nu.

Fremme i toppen af stillingen er Shanshan Feng først ved at tage hul på anden runde, men hun har allerede fået selskab på førstepladsen. Sydkoreanske Jeongeun Lee brugte 69 slag for anden dag i træk for at nå til -6. 

Det er fredagens bedste runde indtil videre, men den amerikanske amatør Jennifer Kupcho er måske på vej til at gøre det endnu bedre. Efter 12 huller er hun fire under par og fremme på 13. pladsen i -2.

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer