Nanna får del i den største præmie i damegolf | Golf.dk

Nanna får del i den største præmie i damegolf

31/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

5,5 millioner dollars, heraf en rund million til vinderen, det er, hvad der er på højkant i US Women's Open på Country Club of Charleston i South Carolina. Dem kommer Danmarks eneste deltager, Nanna Koerstz Madsen, med al sandsynlighed til at få del i.

Den 24-årige fra Smørum var utilfreds med sin putter efter en første runde, hvor hun ramte 15 greens in regulation og alligevel skrev under på 74 slag, +2. Det placerede hende på den forkerte side af  cutgrænsen, og der lå hun stadig, da hun kom i mål efter en tidlig fredagsrunde i par.

For anden dag træk missede danskeren kun tre greens, og det samme gjorde sig gældende i regnskabet over fairways. Hun lavede to birdies, to bogeys og puttede 33 gange. Da Koerstz Madsen kom i klubhuset med en total i +2 for de første 36 huller, var hun uden for top-60, som klarer sig videre til weekenden. 

Klokken 20.30 er hun fremme på 57. pladsen, og den placering vil med al sandsynlighed kun blive bedre, som de sent startende bliver udsat for de typisk krævende forhold, USGA prøver spillerne under.

Bedste spiller i klubhuset efter 36 huller er Jessica Korda i -5. På førstepladsen, to slag længere fremme, ligger japanske Mamiko Higa, som stadig har størstedelen af anden runde foran sig.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer