Nanna ét slag fra top-10 i Australien | Golf.dk

Nanna ét slag fra top-10 i Australien

21/02 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

I årets første turnering på Ladies European Tour sluttede to danskere i top-10. Nicole Broch Larsen blev nummer tre, mens Nanna Koerstz Madsen fik en ottendeplads med fra Abu Dhabi. 

De seneste par uger har de to været i kamp på LPGA ”Down Under”, og nu er det blevet tid for LET til at tage hul på et ”Australian Swing”. Med Solheim Cup kun syv måneder væk er der brug for flere store resultater, og Koerstz Madsen gav sig selv et fint udgangspunkt på førstedagen af The Pacific Bay Resort Australian Ladies Classic.

Den 24-årige fra Smørum spillede banen på Bonvillle Golf Resort i par, og det rækker til en delt 24. plads. Efter en runde med fire birdies og fire bogeys er Koerstz Madsen kun et enkelt slag fra top-10.

Til gengæld er der hele seks slag op til førstepladsen. Der finder man den 18-årige australske amatør, Doey Choi, som producerede otte birdies på vej mod en 66'er, -6.

- Jeg spillede ikke så godt i sidste uge, så selvtilliden var ikke i top. Jeg har ikke ramt bolden fantastisk, så det var rart at spille noget solid golf i dag.

- De kommende dage vil der være en smule mere pres, så forhåbentlig kan jeg spille noget mere solid golf og være med fremme, sagde Choi til LET. Hun fører med to slag ned til svenskerne Madelene Sagström og Daniela Holmqvist.

Man skal et stykke længere ned i stillingen for at finde de to øvrige danske deltagere. Nicole Broch Larsen brugte 75 slag og er nummer 72. Hun har brug for en solid runde fredag for at klare cuttet.

For spillemakkeren Emily Pedersen kræver det ekstraordinært godt spil, hvis hun skal med til weekenden. Scoren løb op i 80 slag, og hun er nede som nummer 130.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer