Nørgaard Møller kan vinde krigen efter at have tabt hvert eneste slag | Golf.dk
Under ECCO Tourens Esbjerg Open hentede Niklas Nørgaard Møller sin top-10 placering nummer 11 i 2019. I mere end halvdelen af dem er han sluttet i top-3.

Foto: Getty Images

Nørgaard Møller kan vinde krigen efter at have tabt hvert eneste slag

23/08 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Måske er der tale om en forbandelse, men i så fald er der tale om en af de bedst tænkelige af slagsen. Niklas Nørgaard Møller har vist et imponerende højt niveau på Nordic League i 2019, men det er ikke blevet til en sejr.

Andenpladser til gengæld, dem høster han i hobetal. Sæsonens femte af slagsen blev hentet fredag i ECCO Tourens Esbjerg Open – by EnergiMetropol Esbjerg.

Bortset fra Elisefarm Open, hvor Nørgaard Møller var i omspil om titlen, er andenpladserne kommet efter at den lagtslående dansker er blevet udspillet af en stærkere konkurrent på dagen. Han er sluttet mellem tre og syv slag fra vinderen under de øvrige fire slutplaceringer på podiets andet trin.

Det var under ugens turnering på Marbæk-banen, at Nørgaard Møller måtte se sig slået med syv slag. Danskeren startede finalerunden som nummer to i stillingen med tre slag op til Elias Valås Falkenér Bertheussen, og på den krævende bane var nordmanden feltets eneste med en finalerunde i 60'erne.

Med en birdie på fjerde hul nåede Nørgaard Møller inden for et enkelt slag af førstepladsen, men lige som han kunne begynde at tro på den forløsende sejr, trak Bertheussen fra. Blandt andet via en eagle på syvende hul etablerede Bertherussen et forspring på seks slag med ni huller igen, og hvis den sidste rest af spænding ikke allerede var forduftet, blev sejren slået endegyldigt fast på 12. hul, hvor danskeren lavede en doublebogey.

Bertheussen sluttede samlet syv under par. Efter sin finalerunde i 73 slag blev Nørgaard Møllers total par.

Den første sejr lader vente på sig, men der er efterhånden stor sandsynlighed for, at Nørgaard Møller kan tabe hvert eneste slag og alligevel vinde krigen. Med dagens resultat i Esbjerg Golfklub rykkede han til 34.880 euro på Nordic League, og det er kun 356 euro fra den førende svensker, Christopher Sahlström. 

Med sejren rykker Bertheussen frem til tredjepladsen på pengelisten.

Fire danskere var i top-5 ved starten på finalerunden, men efter konklusionen var kun Nørgaard Møller tilbage i det gode selskab. Keen Bernberg (75), Andreas Hilllersborg Sørensen (76) og Jakob Kollerup (76) delte sjettepladsen i +4. 

Med en flot afslutning i 70 slag spillede Morten Toft Hansen sig ind i top-10. Han sluttede delt nummer ni med Nicolai Tinning (75) i +5.

31 danskere klarede cuttet. Du kan se resultaterne her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer