Næstved vinder kæmpeturnering | Golf.dk
Næstved kunne rejse hjem over både Lillebælt og Storebælt med sejren i hus.

Foto: Henrik Schou

Næstved vinder kæmpeturnering

01/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I næsten 100 klubber var der sæsonen igennem kvalifikation til Abacus Cup. Den førende i hver af fem handicapgrupper 27. august fik æren af at repræsentere hjemmeklubben i en af de fem landsdelsfinaler i Aalborg og Møn, Toftlund, Dragør og Sct. Knuds. Fra hver af de fem gik to klubber videre, og søndag stod slaget om landsfinalen så i Randers Golf Klub.

Ustadig vejr i dagene op til afgørelsen havde gjort banen pjaskvåd, men solen nåede at kigge frem og løfte det i forvejen høje humør blandt finalisterne i Danmarks største breddegolfturnering.

De forsvarende mestre fra Aarhus Golf  Club nåede ikke med til finalen i årets udgave af Abacus Cup, og i stedet kom slaget om sejren til at stå mellem to klubber fra Sjælland.

De fire bedste stableford scores på hvert hul talte til den samlede total, og Midtsjællands Golfklub skrabede 140 point sammen, fire fra at spille til handicap.

Det var to for mange til at løbe med sejren. Den tog Næstved Golfklub sig af. Sammen med Peter Andersen, Kristoffer Eriksen, Peter Olsen og Søren Rasmussen var især Joachim Engel-Holm afgørende for at få sydsjællændernes total til 142. point. Engel-Holm var en af ganske få i feltet, som kunne tage fra Randers med et lavere handicap end han kom med.

Viborg sluttede på tredjepladsen med 137 point.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer