Når golf bliver mere end en sport | Golf.dk
80 spillere var mødt op sammen med Kjeld Andersen, som turneringen også var opkaldt efter.

Når golf bliver mere end en sport

08/06 - 2019 | Pressemeddelelse

Søndag 2. juni blev ' Kjeld Andersen Open - fælles mod ALS' spillet på Haderslev Golfklubs smukke anlæg. 80 spillere var mødt op for at deltage og støtte indsamlingen af midler til fordel for familier, der er ramt af den uhelbredelige, dødelige nervesygdom ALS.

Turneringen er opkaldt efter det mangeårige medlem af Haderslev Golfklub, Kjeld Andersen, som i 2017 fik stillet diagnosen ALS og samme år spillede sin sidste runde golf. 

Kjeld var selv tilstede og kunne hylde vinderen af turneringen, Frank Klahsen, der lavede 39 stableford points. På de næste pladser fulgte Anders Buhl-Hansen med 38 points og Svend Særkjær med 38 points. De rigtig flotte præmier var sponsoreret af bla. Titleist/Footjoy, BACKTEE, Golfklinik Danmark og Silkeborg Ry Golfklub, der på denne måde støttede den gode sag.

- Det var meget specielt for mig at være tilbage her hvor jeg slog mine første golf slag for mere end 35 år siden. Haderslev Golfklub skal have en stor tak for at stille bane og faciliteter til rådighed. I dag viste deltagerne sammen hvad golf kan når det bliver mere end en sport - nemlig at bringe folk sammen og skabe stærke netværk og samtidig støtte en god sag. Jeg håber denne turnering vil fortsætte med at blive spillet også efter jeg ikke længere kan være med, sagde Kjeld Andersen.

Jens Spanfelt fra Muskelsvindfonden deltog også på dagen og han takkede for de mere end 15.000 kroner, der blev samlet ind. Pengene vil gå til fondens arbejde med at skabe netværk for ALS-patienter og deres pårørende.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer