- Når folk siger "du bliver 50", så har jeg svært ved at se, at det er virkeligheden
50 er for golfspillere et endnu skarpere hjørne end for de fleste.
Thomas Bjørn er fra i dag spilleberettiget på seniortouren. Det er en slags signal for omverdenen; at den godt ved, at du nu ikke er god nok til allerbedste række. Du har lov til at spille old boys.
Så mens andres karrierer topper, efter de fylder 50, så skal golfspillere til at finde nye veje og ny mening.
Det er Thomas Bjørn efter alt at dømme bedre til end de fleste. Alligevel er der både vemod og stolthed, når han kigger tilbage på sin karriere og frem i mod det næste kapitel af tilværelsen.
- Når folk siger “du bliver 50”, så har jeg svært ved, at det er virkeligheden. Men det er det jo. Når jeg ser mine egne børn, og hvor store de er blevet, så synker realiteterne måske en smule mere ind, siger han.