Morten Ørum Madsen tager nyt skridt mod challengetouren | Golf.dk
Morten Ørum Madsen er på jagt efter sæsonens anden sejr på Nordic League.

Foto: Brian Rasmussen

Morten Ørum Madsen tager nyt skridt mod challengetouren

13/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Tidligere på året udtalte Morten Ørum Madsen, at når han begyndte at få vendt rundt på formen, så skulle han nok levere resultater – uanset hvilken tour, han kom til at spille på. Den ubekymrede tilgang har uden tvivl været positiv for silkeborgenseren, men årets udvikling har alligevel betydet, at han har et vigtigt valg i vente.

Efter en stærk start på sæsonen med blandt andet en sejr og en tredjeplads er Madsen på andenpladsen på Nordic League. Samtidig er han blevet del af Team Made in Denmark og kan dermed spille en række turneringer på challengetouren senere på sæsonen. 

Målet er at vende tilbage til europatouren, så challengetouren er naturligvis et skridt i den rigtige retning, men takker han ja til at rejse ud i Europa, kan det blive på bekostning af den top-5 placering på Nordic League, der vil give en fuld sæson på challengetouren i 2020. Der er bestemt noget at spekulere over. 

Måske er Madsen på vej til at styrke sin position på Nordic League. Denne uge spilles der PGA Championship i Sverige, og på Österlens Golfklubb lagde den 31-årige ud med en runde i 67 slag. Seks birdies og to bogeys gav -4 og en delt sjetteplads med Nikolai Høgh. 

De to er næstbedste danskere efter første runde, kun overgået af Christian Bæch Christensen på femtepladsen i -5.

Helt i front finder man svenske Jesper Sandborg, som gik en bogeyfri runde i -7.

Cuttet ligger til at falde i -1, og inden for den grænse finder man Jakob Kollerup i -2 samt Niklas Nørgaard Møller, Patrick Dam Schou og Peter Launer Bæk i -1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer