Modtog kemo på banen: - Jeg skal knække den | Golf.dk
Jørgen Møller Jensen nægter at lade kræftsygdom og kemobehandlinger styre hans liv, så han spiller golf to gange ugentligt.

Foto: Privat

Modtog kemo på banen: - Jeg skal knække den

22/11 - 2018 | Henrik Søe

- Den skal ikke knække mig. Det er mig, der skal knække den.

Jørgen Møller Jensen fik konstateret tarmkræft i maj, men nægter at lade sig kue af sygdommen. Derfor spiller den 69-årige østjyde troligt golf to gange om ugen på hjemmebanen i Hammel - som han altid har gjort.

- Jeg holder mig igang, og jeg nægter at lade sygdommen styre mit liv, siger Jørgen Møller Jensen til Golf.dk.

Jørgen Møller Jensen er i gang med et forløb, hvor han hver 14. dag får kemobehandling, hvorefter han bliver udstyret med en dispenser, som doserer kemoen i brystet på ham de efterfølgende 46 timer. SIdste torsdag fik han kemo i fire timer, og selv om han stadig havde dispenseren på kroppen, afholdt det ham ikke fra at tage på golfbanen sammen med vennerne lørdag morgen.

- Jeg spillede med dispenseren i lommen, og det gik godt. Jeg lavede 39 point, og det synes jeg selv er meget godt gået af en mand i min alder med handicap 10,4. Jeg spurgte lægen i Aarhus, om jeg måtte spille med den, og de sagde ja endelig - gå for satan!, fortæller Jørgen, som rent praktisk har haft stor glæde af sin genbo, som hjælper ham med at afmontere dispenseren efter de to døgn.

- Hun er sygeplejerske - og golfspiller. Så da jeg spillede i lørdags, kom hun ud i klubben efter runden og tog dispenseren af. Det klarede vi i omklædningsrummet, siger Jørgen.

Selv om han godt kan mærke, at han bliver mere træt efter kemobehandlingerne, oplever han ikke de store bivirkninger fra kemoen.  

- Hvis jeg er træt, snupper jeg en lille eftermiddagslur, og så er jeg frisk igen. Jeg har fået at vide, at jeg er i god form, og at det enormt vigtigt at holde sig i gang fysisk. Så det gør jeg. Og her er golf jo perfekt, siger Jørgen, der altid går rundt på banen.  

Også mentalt spiller det en rolle for Jørgen Møller Jensen at fortsætte sit normale liv, og ud over golfen passer han også tre bestyrelsesposter - hvoraf den ene er i golfklubben i Hammel. Og når han spiller golf med kammeraterne, ved de også godt, at de bare skal behandle ham, som de altid har gjort.

- Jeg vil ikke ynkes, og det er vennerne også klar over. Hvis jeg ikke kan holde til det, må jeg jo bare blive hjemme, siger Jørgen Møller Jensen, der i kraft sit tidligere job som IT- og økonomichef har rejst meget - og spillet meget golf - i udlandet.

Det er især blevet til mange ture til England og Skotland, hvor han har haft fornøjelsen af at spille både Kingsbarns og St. Andrews Old Course. Og han rejser stadig gerne til udlandet.

- Vi er en flok, der hvert år tager til Spanien for at spille golf, og jeg måtte desværre melde fra til vores tur her i november. Det var ærgerligt, men jeg tager revanche til foråret, siger han og kommer med et godt råd til alle de golfspillere, der på den ene eller anden måde er blevet ramt af sygdom.

- Golf giver så meget både fysisk og socialt. Så hold jer i gang!

Kender du nogen, der spiller golf på trods af store udfordringer i livet og som har lyst til at fortælle deres historie, så send en mail til redaktion@golf.dk.

Læs også beretningerne i Dansk Golf 3 om fire danskere, der har brugt golfen som redningsplanke i svære sygdomsperioder.  

 

User Comments:

  • Kræft

    27/11 - 2018 | Jørgen Stage

    Det kan heller ikke holde mig væk vi skal bare holde os i gang og blive træt på en anden måde

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer