MiD Danskerguide - de unge løver | Golf.dk
Vi forventer, at flere af de unge danskere vil stikke snuden frem i denne uge.

Foto: Brian Rasmussen/Getty Images/Henrik Schou

MiD Danskerguide - de unge løver

22/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Skal du til Himmerland og heppe på de danske spillere? Eller skal du bare følge med på tv eller  på computeren?

Uanset hvad, så hjælper vi dig til det forkromede overblik med en komplet guide til at forstå, hvad de 16 danske spillere i feltet kommer med af form, forventninger og hvad de har på spil.

Vores danskerguide kommer i tre dele.

Del 1 - de etablerede drenge

Del 2 - de erfarne outsidere

Disse seks spillere er på vej frem i verden. Til daglig har de deres gang på mindre tours, men i denne uge har de muligheden for at gøre noget, der giver genlyd i hele verden.

Nicolai Højgaard

Alder: 18

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 2

Bedste placering: Missede cuttet begge gange

Aktuel placering på verdensranglisten: 1127

Anden ranglisteplacering: 58 på Challenge Tour ranking. 24 på Nordic League.

Teksten kort: Sammen med tvillingebroren Rasmus, bærer Nicolai Højgaard en stor portion af Golfdanmarks fremtidsforventninger på sine skuldre. De er i gang med deres første professionelle sæson. Hvor Nicolai var suveræn sidste sæson, har Rasmus spillet en smule bedre i år, og er derfor inde i denne uges challengetour-turnering i Tjekkiet. Det er Nicolai ikke, men han fik så til gengæld en særlig invitation til Made in Denmark. Hans mål for sæsonen er at have en fast kategori til challengetouren i 2020, lige nu spiller han også der på invitationer. Er i stand til at levere ypperlig golf og mange tilskuere vil givetvis følge den unge spiller fra Gyttegård.

Nicolai Tinning

Alder: 26

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 2

Bedste placering: 27. plads i 2018

Aktuel placering på verdensranglisten: 850

Anden ranglisteplacering: 126 på Challenge Tour Ranking

Teksten kort: Klarede cuttet ved tourskolens final stage i 2018. Det sikrede ham retten til at spille en fuld Challenge Tour-sæson for første gang i karrieren. Den unge spiller fra Søllerød er kendt for sin aggressive stil på banen og kan lire birdies og eagles af, når de kører for ham. Sidste år ved Made in Denmark var han en af kun tre spillere, der lavede to eagles på samme runde, og det hjalp ham til en 27. plads og karrierens klart største check på godt 13.000 euro. Han har to turneringssejre på Nordic League.

Martin Leth Simonsen

Alder: 27

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 3

Bedste placering: 81. plads i 2015

Aktuel placering på verdensranglisten: 510

Anden ranglisteplacering: Nr. 2 på Challenge Tour Ranking

Teksten kort: Den unge nordjydes navn hviskes i krogene i Himmerland i denne uge. Han har løftet sit spil til et helt nyt niveau efter nogle svære første år som professionel. På challengetouren har han i år allerede leveret to 2. pladser og en 3. plads, og han er et godt bud på en topplacering i denne uge. Han har sin familie med blandt tilskuerne og kan køre hjem og sove i sin egen seng hver aften. Bør føle sig som blommen i et æg, og er ikke under noget pres, da det er på challengetouren, han skal levere sine vigtigste resultater i år.

Oliver Hundebøll Jørgensen

Alder: 19

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 0

Bedste placering: Ingen

Aktuel placering på verdensranglisten: 1036

Anden ranglisteplacering: 7 på Nordic League

Teksten kort: Blev pro i en ung alder efter at have været med til vinde drenge-EM i sommeren 2017. Er den eneste danske debutant i dette års Made in Denmark, en plads han sikrede sig ved at vinde Made in Denmark Qualifier i Silkeborg. Ugen efter blev han nummer 9 ved Fjällbacka Open, så han kommer til Himmerland i god form. Spiller normalt i Silkeborg, så mon ikke en del venner, bekendte og klubkammerater har taget turen nordpå for at bakke ham op?

Mathias Gladbjerg

Alder: 26

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 1

Bedste placering: Missede cuttet i 2016

Aktuel placering på verdensranglisten: 885

Anden ranglisteplacering: 31 på Nordic League

Teksten kort: Mathias Gladbjerg fik en plads ved årets Made in Denmark via en 4. plads ved Made in Denmark Qualifier tidligere i maj. Det er også et af de få gode resultater, han har præsteret for nylig. Gladbjerg har misset fem cuts i otte turneringer på Nordic League i år, og er formentlig blandt de mest undertippede danskere i dette uges felt. Har to turneringssejre på Nordic League i karrieren.

Nicolai Buchwardt Kristensen

Alder: 27

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 2

Bedste placering: 76. plads i 2014

Aktuel placering på verdensranglisten: 852

Anden ranglisteplacering: 4 på Nordic League

Teksten kort: Nikolai Kristensen har haft en god sæson med en sejr på Nordic League og en 5. plads ved Made in Denmark Qualifier. Det har ført ham op som nummer 4 på Nordic League og dermed lige nu inde i varmen til en plads på Challenge Tour i 2020. Kristensen, der spiller i Holstebro, har primært spillet Nordic League de sidste fem år. Sejren ved Master of The Monster Match Play i Hamborg tidligere i år var hans første professionelle sejr.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer