MiD Danskerguide - de erfarne outsidere | Golf.dk
Flere rutinerede danskere kommer fra baghjul i denne uge.

Foto: Brian Rasmussen/Getty Images/Frank Cilius

MiD Danskerguide - de erfarne outsidere

21/05 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

Skal du til Himmerland og heppe på de danske spillere? Eller skal du bare følge med på tv eller  på computeren?

Uanset hvad, så hjælper vi dig til det forkromede overblik med en komplet guide til at forstå, hvad de 16 danske spillere i feltet kommer med af form, forventninger og hvad de har på spil.

Vores danskerguide kommer i tre dele.

Del 1 - de etablerede drenge

Del 3 - de unge løver

Disse fem spillere har været med i turneringer i hele verden og har spillet Made in Denmark før. Alligevel er de ikke blandt favoritterne. Men Made in Denmark er for dem en gylden mulighed for at bevise noget på højeste niveau.

Anders Hansen

Alder: 48

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 5

Bedste placering: 27. plads i 2015

Aktuel placering på verdensranglisten: 1639

Anden ranglisteplacering: Ingen

Teksten kort: Anders Hansen er uden tvivl en af de fem bedste spillere i dansk golf nogensinde. Men nu er han semipensioneret, har ingen formelle spillerettigheder på touren og er kun den tredjehøjest rangerende dansker med efternavnet Hansen på verdensranglisten (under Joachim B. Hansen og Morten Toft Hansen). Han har fået en invitation til at spille i år, og det bliver hans første turneringsstart, siden han spillede Andalucia Valderrama Masters i oktober.

Morten Ørum Madsen

Alder: 31

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 4

Bedste placering: 20. plads i 2015

Aktuel placering på verdensranglisten: 862

Anden ranglisteplacering: Nr. 2 på Nordic League

Teksten kort: Morten Ørum Madsen fra Silkeborg ved, hvad det vil sige at vinde på europatouren. Men han ved også hvad det vil sige at miste sit spil fuldstændigt og falde for det ene cut efter det andet. I 2019 er der endelig fremgang at spore. På Nordic League har han en sejr, en 2. plads og en 8. plads i otte turneringsstarter. Et comeback i stor stil af Ørum i denne uge ville være den ultimative feelgood-historie, og den sympatiske jyde kommer ikke til at mangle støtte fra publikum.

Lasse Jensen

Alder: 34

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 5

Bedste placering: 7. plads i 2014

Aktuel placering på verdensranglisten: 888

Anden ranglisteplacering: 188 på Race to Dubai

Teksten kort: Efter fire år på europatouren er Lasse Jensen fra Asserbo nu inde i en sæson, som han givetvis håber bliver et mellemår. Han mistede sit tourkort og spiller i 2019 en blanding af europatour- og challengetour-turneringer. Om det er den rette opskrift på at genvinde spilleretten på europatouren er der delte meninger om. Men Jensen stoler på sine egne metoder, og har tidligere spillet rigtig godt, når Made in Denmark har været spillet i Himmerland.

Jeppe Huldahl

Alder: 36

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 1

Bedste placering: Missede cuttet i 2015

Aktuel placering på verdensranglisten: 830

Anden ranglisteplacering: 104 på Challenge Tour ranking

Teksten kort: Jeppe Huldahl fra Holstebro var led og ked af golf. Motivationen rakte ikke til at farte rundt for at spille Challenge Tour, når han havde en familie derhjemme, hvor hans lille datter led af sygdom. Han kommenterede i stedet golf for C More i 2016 og 2017. I slutningen af 2017 besluttede han at give tourskolen et skud. Som tidligere vinder af Wales Open kunne han gå direkte til Final Stage. Her spillede han godt nok til at få et Challenge Tour-kort, og så var der dømt comeback. I 2018 fik han flere hæderlige resultater, men i år er de bedste resultater en 45. plads ved Prague Golf Challenge og en 5. plads på ECCO Tourens ene turnering i Spanien. Huldahl er kendt for at kunne lave mange birdies, når der går ild i ham. Har lavet 61’ere på både europatouren og challengetouren.

Christian Glöet

Alder: 29

Tidligere deltagelser ved Made in Denmark: 2

Bedste placering: Missede cuttet ved begge deltagelser

Aktuel placering på verdensranglisten: 781

Anden ranglisteplacering: Ingen point endnu

Teksten kort: Christian Glöet spillede med ved de første to udgaver af Made in Denmark og har efterhånden været en del af golflandskabet længe. Han spillede sin første turnering på Challenge Tour i 2012, og det er også dér, han har sin arbejdsplads i dag, efter at han i november klarede cuttet ved tourskolens final stage. Men formen har ikke været god. Glöet har ikke klaret et cut siden oktober og har ikke haft en top-10 siden Finnish Open i september 2018.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer