Mickelsons lillebror er den travleste mand i golf | Golf.dk
Brødrene Phil Og Tim Mickelson under Presidents Cup.

Foto: Getty Images

Mickelsons lillebror er den travleste mand i golf

18/10 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

I juli 2016 forlod Tim Mickelson sit job som golf coach på Arizona State University, men man fornemmer stadig en vis ærgrelse i stemmen, da han onsdag på Valderrama fortæller om sit fejlslagne forsøg på at trække John Axelsen og Christoffer Bring til sit hold.

Den yngre bror til verdensstjernen Phil er i Spanien som manager for 22-årige John Rahm, men det nye fag er ikke det eneste, Mickelson koncentrerer sig om for tiden. Siden tidligt på sommeren, da den femdobbelte majorvinder og Jim ”Bones” Mackay gik hver til sit, har brødrene Phil og Tim dannet makkerpar på banen, og jobbet som caddie oven i rollen som manager er noget, der tager tid.  

- Det har været en ret stor forandring at gå fra college coach til manager herude. Begge dele er inden for golf, men det er en ny karriere, så jeg skulle lære forskellige ting og hvad man bør gøre. Og så kom Jons succes selvfølgelig meget hurtigt. Og derudover er jeg også caddie nu. I det mindste én turnering mere. 

- Næste uge bliver min ottende uge i træk, så i løbet af de to seneste måneder har jeg kun været hjemme 14 timer, og det var kun for at sove og vaske tøj, sagde den måske travleste mand i golf, mens han fulgte sin spiller under dagens Pro-Am.

Rahm, den højest rangerede spiller i Andalucía Valderrama Masters, spillede golf under Mickelson på universitetet i Arizona, og efter spanieren blev professionel og sin egen chef, blev han det samme for sin tidligere træner. Der er rollen som spilleragent, Mickelson satser på, og det er nok for det bedste, for man bliver helt forpustet alene af at høre om rejseaktiviteterne.

- Jeg startede den nye sæson på PGA Touren i Safeway Open i Californien, fløj direkte til Italien for at være sammen med Jon, så kom vi hertil, og søndag flyver vi alle til HSBC Champions i Kina, hvor Phil også spiller. Så gør jeg begge jobs der.

Det bliver den sidste turnering som caddie i denne omgang, men han har ikke drøftet med storebror, hvem den næste til at slæbe køllerne skal være.

- Vi har ikke snakket om, hvad han har af planer med hensyn til en ny caddie. Jeg prøvede bare at gøre mit bedste for at hjælpe ham til at kvalificere sig til Presidents Cup og Tour Championship. Den ene ting lykkedes. 

Brødrene var ubesejrede i New Jersey under Presidents Cup, men den midlertidige caddie bilder sig ikke ind, at han har gjort nogen stor forskel.

- Jeg har bare prøvet at gøre det så godt som muligt, prøvede ikke at erstatte nogen eller sammenligne mig med ”Bones”. Det er Phil, som skal slå slagene, så det er begrænset, hvad jeg kan gøre. Jeg tror ikke, jeg har gjort det værre for ham, men jeg ved ikke, om jeg har hjulpet.

- Phil bliver meget tændt af de her holdbegivenheder. Det er noget ved det, der får ham til at løfte sit spil. Det har været sjovt at følge med i. I de seneste par år har han spillet rigtig godt i Presidents Cup og Ryder Cup.

Kvalificerer den 47-årige stjerne sig også til Ryder Cup i Paris, vil han næsten med garanti komme op imod Rahm, og til den tid vil Tim Mickelson nok blive tvunget til at holde med sin spiller og Europa.

Fra 13.45 torsdag vil Mickelson følge Rahm, Martin Kaymer og Padraig Harrington under første runde på Valderrama. Det kan du også via dette link.  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer