Mickelson udbygger sin rekord | Golf.dk
Ingen har repræsenteret USA flere gange i Ryder Cup og Presidents cup end Phil Mickelson.

Foto: Getty Images

Mickelson udbygger sin rekord

07/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Da Steve Stricker satte navn på sine to wild cards til Presidents Cup, var der ikke de store overraskelser. Det ene gik til verdens nummer 22, Charley Hoffman, som har leveret fem top-5 placeringer på PGA Touren i 2017. Det andet modtog Phil Mickelson. Den 47-årige amerikaner har kæmpet med spillet over sommeren, men mandag hentede han en sjetteplads i Dell Technologies Championship, og det var nok til at overbevise kaptajnen.

- Phil bringer en stor bunke erfaring til holdet. Han betyder meget for os som et hold. Han kommer til at være klar. Det har han bevist gennem årene. Han synes at løfte sit spil til et nyt niveau i de her holdkonkurrencer, sagde Stricker under offentliggørelsen onsdag aften.

For Hoffman bliver det første gang, han repræsenterer Stars and Stripes. For Mickelson bliver det gang nummer 23. Den femdobbelte majorvinder har spillet samtlige Presidents Cups siden den indledende i 1994, og han har deltaget i alle Ryder Cups siden sin debut i 1995. Det er en rekord, og en der har potentiale til at stå i generationer.

De to slutter sig til Dustin Johnson, Jordan Spieth, Justin Thomas, Rickie Fowler, Daniel Berger, Brooks Koepka, Kevin Kisner, Patrick Reed, Matt Kuchar og Kevin Chappell.

Det internationale holds kaptajn, Nick Price, satte sin lid til argentineren Emiliano Grillo, verdens nummer 54, og Indiske Anirban Lahiri, nummer 75 denne uge.

De 10 direkte kvalificerede er Hideki Matsuyama, Jason Day, Adam Scott, Lous Oosthuizen, Marc Leishman, Charl Schwartzel, Branden Grace, Si Woo Kim, Jhonattan Vegas og Adam Hadwin.

I løbet af de første 11 udgaver af dysten har verdensholdet kun vundet en gang, en gang endte det uafgjort mens USA har vundet de ni resterende. Amerikanerne går også ind til årets udgave som storfavoritter. Ikke alene har de hjemmebanefordel på Liberty National Golf Club, de 12 udvalgte har også et verdensranglistegennemsnit på små seks point, næsten to point højere end gæsterne.

Turneringen spilles fra 28. september og kan i Danmarks ses på C More Golf.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer