Mickelson runder en milepæl ingen andre kommer i nærheden af | Golf.dk
Phil Mickelson stormede ind blandt verdens 50 bedste i efteråret 1993. Der har han ligget lige siden.

Foto: Getty Images

Mickelson runder en milepæl ingen andre kommer i nærheden af

27/11 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Der findes rekorder i sportsverdenen, som man uden videre regner med vil bestå i al evighed eller næsten.

For eksempel er verdensrekorden i længdespring kun slået to gange på 50 år. Bob Beamon sprang 8,90 meter i 1968, hvilket kun siden er slået af Mike Powell i 1991.

Eller hvad med Tiger Woods, der har rekorden for flest klarede cuts i træk på PGA tour med i alt 141 turneringer i rap? En næsten ubegribelig rekord, ligesom Jack Nicklaus’ 18 majorsejre lige nu virker uden for menneskelig rækkevidde, selv for Tiger Woods.

Eller Martina Navratilova, der vandt damesingle i Wimbledon seks år i træk? Lance Armstrong, der vandt Tour de France syv år i træk (doping eller ej)?

I denne uge har Phil Mickelson nået en milepæl, som vi her på redaktionen ikke tror på bliver overgået i vores levetid.

Den 48-amerikaner er på den nyeste verdensrangliste nummer 27 i verden. Verdensranglisten har dermed været publiceret i 1305 uger i træk, hvor Mickelson har været i top-50.

I alt nu 25 år uden at rykke ud af den absolutte verdenselite. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som ingen andre kommer i nærheden af. At holde sig blandt verdens 50 bedste så længe kræver ikke bare, at man helt undgår store spillemæssige kriser, men også at man holder sig fri af alvorlige skader

Phil Mickelson rykkede ind i top-50 i november 1993, da han sluttede på en 2. plads ved Casio World Open i Japan. Siden har han vundet fem majors og i alt 46 sejre, der tæller til verdensranglisten.

Til sammenligning har selv Tiger Woods ikke kunnet holde sig inden for top 50 i mere end 15 år ad gangen.

Andre spillere har holdt sig uafbrudt i top-50 i:

Ernie Els: 19 år

Vijay Singh: 17 år

Greg Norman: 13 år

Colin Montgomerie: 13 år

Sergio Garcia: 11 år

Rory McIlroy: 10 år

Dustin Johnson: 9 år

Phil Mickelson ser indtil videre ud til at holde stilen. Han virker lige så glad og motiveret på golfbanen som altid, og vi tør ikke udelukke, at han holder sig i top-50, indtil han runder de 50 år i juni 2020.

En fantastisk præstation af Phil Mickelson, der ironisk nok aldrig har ligget nummer 1 i verden.

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer