Mickelson kan fuldende sit Grand Slam | Golf.dk
Phil Mickelson er ekstremt populær omkring New York, hvor ugens US Open spilles på Long Island.

Foto: Getty Images

Mickelson kan fuldende sit Grand Slam

14/06 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Seks gange er Phil Mickelson sluttet på andenpladsen i US Open, og fem af dem kom i New York-området, hvor Shinnecock Hills denne uge danner rammen om den 118. udgave af turneringen.

Efter tidligere på sæsonen at have hentet en sejr for første gang i årevis kommer Mickelson ind til årets anden major med tro på, at han kan vinde det sidste led i The Grand Slam. 

I 1995 blev Mickelson nummer fire i US Open på Shinnecock Hills, og i 2004, i turneringens seneste besøg på banen, sluttede han på andenpladsen to slag efter Retief Goosen.

- Det er klart en af mine favoritbaner, og efter min mening er dette det bedste setup, vi har set, og min begrundelse er, at alle dele at spillet bliver testet. Der er nogle birdiehuller. Der er nogle virkelig svære pars. Der er nogle fairways, som er nemme at ramme og nogle, som er svære at ramme.

- Jeg føler, det korte spil vil blive testet, ligesom det lange spil med jern og driver. Jeg føler, elementet af held er fjernet så meget som muligt, og at evner bliver afgørende. Jeg tror, vi får et fantastisk leaderboard og en fantastisk turnering, sagde Mickelson på sit pressemøde op til turneringen.

Fredag fylder Mickelson 48 år, og chancerne for endelig at vinde sit nationale mesterskab bliver færre og færre. US Open er den turnering, der har givet den femdobbelte majorvinder flest hjertesorger, men han kan stadig lade sig begejstre over at give det et nyt skud.

- Jeg elsker udfordringen. Jeg mener det virkelig, jeg elsker udfordringen, og jeg elsker at jeg får et nyt forsøg til at fuldende min karriere Grand Slam.

- Da jeg først kom herud, ville jeg bare gerne vinde hvilken som helst major. Enhver turnering, enhver major var fantastisk. Det handlede ikke specifikt om US Open. Nu, hvor jeg har vundet de tre andre majors, er det specifikt US Open. Jeg ville elske at vinde denne, så jeg har alle fire. Det er bestemt et mål, sagde han.

Skulle Mickelson sejre, vil han blive den ældste vinder i turneringens historie, men der er flere ting, som taler til Mickelsons fordel. Akilleshælen i spillet har alle dage været driveren, men fairways er ganske gavmilde på Shinnecock Hills, og designet tager sig sådan ud, at Mickelson blot kommer til at slå kølle nummer ét tre-fire gange i løbet af en runde.

Desuden er den tunge rough omkring green barberet væk. Det giver krævende indspil, men muligheden for at ramme bolden rent giver de dygtigste til at chippe en fordel, og man skal lede længe efter en bedre spiller end Mickelson omkring green.

Veteranen er nummer 20 i verden og er sluttet i top-15 i tre af sine seneste fire turneringer, så der er alle muligheder for, at han kan være med fremme søndag, men det er tanker, Mickelson prøver at holde på afstand.

- Mit mål er ikke at forsøge at vinde turneringen torsdag. Mit mål er at holde mig inde i kampen torsdag, holde mig inde i det fredag, og så have en chance i weekenden.

- Jo mere jeg tænker på at vinde, jo mere forstyrrer det mit fokus, som er processen omkring at spille godt torsdag. Så jeg tænker ikke på at vinde lige nu. Jeg vil bare være der i weekenden, sagde han.

Mikelson indleder turneringen klokken 14.02 dansk tid sammen med Rory McIlroy og Jordan Spieth.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer