Mickelson holder fast i førstepladsen | Golf.dk
Fredag gik der 13 huller, før Phil Mickelson for alvor fik hul på bylden og begyndte at producere birdies.

Foto: Getty Images

Mickelson holder fast i førstepladsen

19/01 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Phil Mickelson gjorde en ende på næsten fem års sejrstørke i marts sidste år, da han triumferede i WGC – Mexico Championship. Det var kulminationen på en rig formkurve, der talte fire top-6 placeringer i træk, men titel nummer 43 på PGA Touren førte ikke flere successer med sig. Det er kun blevet til et enkelt top-10 resultat siden, og det blev leveret tilbage i maj.

Derfor er det en smule overraskende, at den 48-årige amerikaner er at finde øverst i stillingen halvvejs gennem Desert Classic – specielt taget i betragtning, at han kaldte sit spil rustent, inden starten gik torsdag. Den blev banket af med en 60'er, og på andendagen fortsatte det gode spil. 

Fredag blev Mickelson sluppet løs på Nicklaus Tournament Course, og den angreb han med to tidlige birdies. Slagene blev givet tilbage med en doublebogey på dagens niende hul, men der var en stor afslutning i vente. Med fem huller igen var Mickelson i par for dagen, men i løbet af halvanden times tid producerede han fire birdies og skrev under på 68 slag.

- Jeg endte med at lave birdies på fire af de sidste fem huller og fik vendt rundt på tingene. Jeg ramte bolden præcis ligeså godt som i går, jeg puttede bare ikke nær så godt. Så det har været et par sjove dage, og forhåbentlig kan jeg holde det kørende denne weekend, sagde Mickelson efter runden.

Samlet nåede han til -16 for de første 36 huller, og med den score kan han tage et forspring på to slag med sig til weekenden. 

Nærmeste forfølger er Curtis Luck, som var rundt i 66 slag på samme bane. På en delt tredjeplads i -13 finder man Steve Marino og Adam Hadwin.

Sidste år vandt Jon Rahm, og nummer syv på verdensranglisten har gode chancer for at forsvare sin titel. For anden dag i træk brugte han 66 slag, og med en total i -12 er han på en delt femteplads med amerikanerne Wyndham Clark og Joey Garber.

Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at den 24-årige fra Baskerlandet er med fremme nær toppen af stillingen. I løbet af de seneste to år har Rahm spillet i 51 turneringer tællende til verdensranglisten. I 21 tilfælde er han sluttet i top-5.

Verdens nummer ét er også med i feltet, og med spritnyt udstyr har Justin Rose leveret to fine runder i 68 slag. I ugens Pro-Am turnering, hvor banerne er sat en smule nemmere op og hullerne skåret mere tilgængeligt end vanligt på PGA Touren, rækker englænderens score i -8 blot til en delt 28. plads.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer