Mickelson et skridt nærmere sejr nummer 44 | Golf.dk

Mickelson et skridt nærmere sejr nummer 44

20/01 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter Ryder Cup, hvor Mickelson leverede en skuffende indsats på den smalle Le Golf National, udtalte han, at det var slut med at spille den slags baner med lang, straffende rough. Han føler sig langt bedre tilpas på resortbaner som de tre i spil ved Desert Classic, og det var igen evident lørdag.

Mickelson lagde sig på førstepladsen allerede på første runde, og han har endnu ikke givet den fra sig. Lørdag var den 48-årige publikumsmagnet i kamp på Stadium Course, hvor det blev til en ny bogeyfri runde. I løbet af de første 54 huller har Mickelson kun sat slag til på et enkelt hul. Det til trods for en risikobetonet strategi om at blæse til angreb hul efter hul.  

- Det er en bane, man ikke behøver at være perfekt på. Jeg føler, jeg ikke behøver være perfekt og i stedet kan være aggressiv, hvilket er den måde, jeg kan lide at spille; prøve at smadre drivere, få bolden så tæt på green som muligt og se, om jeg kan lave nogle flere birdies, sagde Mickelson efter runden.

Han lavede seks stykker lørdag på vej mod en 66'er. Samlet rykkede han til -22 og et stort skridt nærmere titel nummer 44 på PGA Touren.

- Det er så sjovt. Jeg elsker bare at være i kamp om sejren, at være i førerbolden, føle nerverne, føle begejstringen. Den mulighed er bare virkelig sjov. Men lige nu er jeg ret udkørt, så jeg skal have mig noget hvile og så begynde forberedelserne til en sjov finalerunde i morgen, sagde han.

Søndag får Mickelson selskab af Adam Hadwin i sidste bold. Canadieren gik syv under par på Nicklaus Tournament Course og nåede til -20. Der er dog flere spillere med i ligningen, når det hele skal afgøres. 

Adam Long er på tredjepladsen i -19 efter en 63'er på La Quinta. Steve Marino er 18 under par, mens Patrick Cantlay og Michael Thompson deler femtepladsen i -17. 

Jon Rahm, den forsvarende mester, har heller ikke udspillet sin rolle. Spanieren er blandt en håndfuld spillere på syvendepladsen i -16 med seks slag op til toppen af stillingen.

Mens mange endnu har chancer, så er det mest sandsynlige udfald en sejr til Mickelson. 36 gange i karrieren har han været nummer ét i stillingen inden finalerunden. 22 gange er han løbet med titlen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer