Mickelson blander sig i Lexi-sagen: Beskylder kollegaer for snyd | Golf.dk
Phil Mickelson er blandt de spillere, der tidligere har vundet i Houston. Hvem tror du vinder i denne uge?

Foto: Getty Images

Mickelson blander sig i Lexi-sagen: Beskylder kollegaer for snyd

05/04 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Tirsdag satte Phil Mickelson sig ved mikrofonen og svarede på pressens spørgsmål forud for The Masters, og som sædvanligt var den tredobbelte vinder klar med nogle opsigtsvækkende bemærkninger. Adspurgt om han ville kommentere på søndagens regeldrama, der kostede Lexi Thompson sejren i ANA Inspiration, gik 46-årige Mickelson all-in, ligesom han oftest gør på banen.

Under lørdagens runde sjuskede Thompson med genplaceringen af sin bold inden et tap-in. Midt under finalerunden gjorde en seer dommerne opmærksom på regelbruddet, hvilket udløste en straf på to slag for at spille fra forkert position samt to slag for at skrive under på en for lav score lørdag. Det er et hyppigt forekommende problem med et ekstraordinært udfald, set fra Mickelsons stol.   

- Jeg kender flere spillere på touren, der har et lemfældigt forhold til at markere bolden, og der er ikke blevet gjort noget ved det. De flytter bolden to-tre tommer foran markeringen som en bevidst måde at slippe ud af et mærke i green og den slags. Jeg synes, det skal stoppe, men det skal håndteres af touren. Touren skal opsøge de spillere og sige, ”vi har lagt mærke til, at du har været lidt upræcis med dine markeringer, det vil vi gerne have dig til at gøre lidt bedre”, og se om det ikke kommer problemet til livs.

- Vi har alle prøvet at markere upræcist, specielt når man står ved siden af bolden og ikke i forlængelse af linjen mellem hullet og bolden, og det synes jeg skulle have været håndteret inden for rammerne af LPGA Touren, som kunne have sagt ”du er lidt upræcis, når du markerer bolden, det skal du passe på med. Du får en advarsel”, og så tage den derfra, sagde Mickelson.

Mens nogle unavngivne mandlige kollegaer får en opsang af den femdobbelte majorvinder, så tillægger han ikke Thompson nogle motiver for handlingen, der udløste straffen.

- At få en turnering afgjort på den måde; en tv-seer der ringer ind; det var et putt på en fod uden nogen fordel, det var bare en lidt upræcis markering, om man vil, noget der sker hele tiden både bevidst og ubevidst. Jeg synes, de skulle omstøde beslutningen. Jeg synes, hun burde få overrakt trofæet, sagde han.

User Comments:

  • undgå sjusk med markering af bold på green

    06/04 - 2017 | Einar Andersen

    Med de regelændringer der er på vej, kunne en løsning på udfordringen med "sjusk i placering" af bold på green være, at genplaceringen blev lidt mere "fri" eksempelvis at markering var OK hvis det var indenfor 5 cm fra oprindeligt leje. En ekstra fordel herved ville være at man ikke bliver straffet unødigt pga. gamle nedslagsmærker, huller efter prikning o.lign.

  • undgå sjusk med markering af bold på green

    06/04 - 2017 | Einar Andersen

    Med de regelændringer der er på vej, kunne en løsning på udfordringen med "sjusk i placering" af bold på green være, at genplaceringen blev lidt mere "fri" eksempelvis at markering var OK hvis det var indenfor 5 cm fra oprindeligt leje. En ekstra fordel herved ville være at man ikke bliver straffet unødigt pga. gamle nedslagsmærker, huller efter prikning o.lign.

  • Strafslag foranlediget af opringning fra tv-seer.

    06/04 - 2017 | Bent Søgaard Sørensen

    Helt på linje med Phil Mickelson. Lexi burde få overrakt vinder trofæet da hun er den egentlige vinder. Horribelt at en tv-seer kan ringe til match ledelsen og gøre opmærksom på at en spiller måske har snydt bevidst eller ej. Og så 4 strafslag, jamen hvor er vi henne ? Det er latterligt.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer