Mester Kjettrup fra Brønderslev drømmer om den helt store scene | Golf.dk
Frederik Kjettrup er danmarksmester i hulspil. Det er en titel som blandt andre Thomas Bjørn, Søren Hansen, Steen Tinning og Martin Leth Simonsen har været indehaver af tidligere.

Foto: Brian Rasmussen

Mester Kjettrup fra Brønderslev drømmer om den helt store scene

24/06 - 2019 | Claus Rødgaard Thomsen

19-årige Frederik Kjettrup kunne i går rejse nordenfjords med DM-pokalen i hænderne. Men det var ikke det eneste, den nyslåede danmarksmester fik med i bagagen.

- Det giver en masse selvtillid, siger han, da Golf.dk fanger ham over telefonen dagen efter triumfen.

Brønderslev-spilleren fortæller, at der er flere oplevelser fra de tre dage på Sct. Knuds, som han aldrig glemmer.

En af dem fandt sted under kvartfinalen mod Christian Engel fra Great Northern.

- På 17., som er et par 5-hul, havde han slået den op til en givet birdie. Men så holede jeg mit eagle-putt fra 10 meter og kom 1 up. Den fornemmelse mærker man ikke mange gange i sin karriere, fortæller Frederik Kjettrup om den eneste match, hvor han måtte helt til 18. hul for at vinde.

Kjettrup er fra i år med i Dansk Golf Unions observationstrup.

Han bor i Aabybro, spiller golf  Brønderslev Golfklub og læser til daglig HHX i Aalborg. Her går han på en linie for elitesportsfolk, og han har især mange fodboldspillere blandt sine klassekammerater.

Her mangler han et års studier, inden han skal beslutte, hvad der så skal ske.

- Jeg står i et stort dilemma. Skal jeg tage på college eller skal jeg forsøge mig som pro? College kunne være fedt både i forhold til min golf og socialt. Men der er også meget skolegang, og jeg vil jo egentlig helst bare spille golf, siger han.

Den lidt mere langsigtede drøm er til gengæld klar. Frederik Kjettrup vil leve af at spille golf, være med på de store tours og deltage i majors.

Sejren ved Santander DM i hulspil er et lille skridt på vejen. Og en uventet glæde for nordjyden.

- Jeg havde ikke nogen forventninger på den måde. Det var bare endnu en turnering på programmet, selvom jeg har altid godt kunne lide hulspilsformatet, hvor man kan spille mere aggressivt, lyder det fra danmarksmesteren.

Sankthansaften blev han fejret i klubben, men den store fest har han ikke holdt endnu. Han trænger til at slappe af.

- Det har været en hård uge. Det er jo tre dage med to kampe hver dag, som han formulerer det.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer